understøttet dem endogsaa ved Universitetet. Han har havt tre Koner, som ere døde, og med dem har han faaet Midler, saa han er en formuende Mand. De fattige vilde have Aarsag til af Hjertet at begræde hans Død, naar han engang reiser til den anden Verden, forsaavidt og i ingen anden Hensigt vil han savnes i Staden.“
Om Stifsprovsten, Dr. Hagerup, ytrer Smith sig saare fordeelagtig. „Han er en Søn af Biskop H., som i sin Tid var saare yndet af Prindsesse Charlotte Amalie, hvis egenhændige Breve til Faderen Sønnen endnu bevarer. Er en Mand, just ikke af dyb og udstrakt Lærdom, men har dog en Deel smukke Kundskaber i adskillige Ting, blandt andet i Naturhistorie, har en god Forstand, levende Indbildningskraft og et eiegodt Hjerte. At hans Ønsker ere rettede paa at sukcedere den gamle Biskop, det veed jeg, og jeg for min Deel kan ikke andet end ønske ham dette Ønskes Opfyldelse.“ Men nogle Aar efter (1791), da Smith i Anledning af et falskt Rygte, om at Biskop Irgens i Bergen skulde være død, giver Bülow nogle Raad om, hvo der burde blive dennes Eftermand, beskylder han Hagerup for „Dovenskab, Svaghed, Vrøvlevorrenhed og Forfængelighed.“
Om Domkirkens resid. Kapellan, siden Stiftsprovst, Jonas Angell († 1828) heder det, „at han er en ærlig Mand, har just ikke udmerket Lærdom, men præke.r dogmatisk, ordentlig og til Opbyggelse.“ Smith fraraader, at han befordres, da han er en rig Mand. Hans Prækener vare ikke meget yndede, da han ei kunde styre sin sterke Stemme, men S. finder, at man dog maaskee bedømmer ham for strengt.
Stiftsprovstens Personelkapellan, Bergenseren Johan Formann († 1817 paa Falster), havde „stort Tilløb til sine Prækener af den almindelige Mand“ og anbefales af Smith til Befordring.
Sognepresten til Frue Kirke, Mag. Lorents Wittrup († 1811 i Størdalen), roses for „jævne Naturkundskaber“ og for ved Flid i Studenteraarene at have „forhvervet sig allehaande dogmatiske Kundskaber.“ Smith er ham imidlertid
