de bedste Motiver til sit Digt „Hexaemeron,“ nu var det Gunnerus, der berigede Videnskaben ved sine Iagttagelser. Disse indskrænkede sig dog ikke alene til Naturen, thi heller ikke Oldtidslevninger undgik den opmerksomme Biskops Øie. I Schønings Samlinger har jeg selv seet herhen hørende Optegnelser af Gunnerus.
Fra sine Venner, Schøning og Suhm, var Gunnerus bleven skilt 1765. Den første fulgte et Kald til Sorø som historisk Professor, hvilket imidlertid intet Skaar gjorde i hans Norskhed, og Suhm fulgte ham til Danmark da Haabet om ogsaa at arve Thomas Angell, hvilket havde holdt ham tilbage i Throndhjem, var ude. Dog fandtes endnu i Byen og Stiftet endeel Videnskabsmænd og literære Mænd, f. Ex. N. K. Bredal, Digteren Hans Bull, Hans Steenbuch (den virkelige Forfatter af det Verk om Norge, som gaar under Jessens Navn), den naturkyndige E. G. Schytte o. s. v., men vi vide lidet om det Forhold, hvori Gunnerus har staaet til disse. Bekjendt er derimod, at den unge Johan Nordahl Brun i den Tid fandt en skjønsom Mæcenas, hvem han saaledes har tilegnet et af sine første Digte „Naturens Navnedag“, forfattet i Anledning af Gunnerus’s Tilbagekomst fra Nordlandene 1770[1]. I Jacob v. d. Lippe Parelius havde G. en oplyst og intelligent Famulus, hvis Ønske om et offentligt Bibliothek i Throndhjem skal have foraarsaget det throndhjemske Selskabs 1767 stedfundne Udvidelse. Herom henvises til Nyerups indholdrige Fortale til Katalogen over det nævnte Selskabs Bogsamling (Kbhvn. 1808).
Den 17de Juli 1767 blev nemlig „det throndhjemske Selskab“ forandret til et „kongl. norsk Videnskabsselskab“ med Statuter bekræftede af Kongen, en Udmerkelse som Datiden satte større Priis paa, end vi nu vilde gjøre, og som forsaavidt var af virkelig Betydning, som det stillede kongelig Understøttelse i Udsigt[2]. Den bekjendte Idiot, Arveprinds Frederik, blev Præses, Gunnerus Vicepræses. Den 29de Jan 1768 –
