1759 om et lærd Selskab i Throndhjem, vi vide dog fra Suhm, „at det ei blev besluttet at gjøre det til et egentligt Selskab for 1760.“ 1761 udkom første Bind af Selskabets Skrifter, hvilket (ligesom de tre følgende) ogsaa blev udgivet i tydsk Oversættelse. Vistnok aabnede vor Biskop disse Samlinger med et filosofiskt Arbeide, (om Sjelens Udødelighed), men de følgende Afhandlinger, han her nedlagde, gik i en ny Retning.
Fra nu af fyldtes nemlig hans Sjel af Interessen for den fedrelandske Videnskabelighed. Vi have allerede seet ham studere Norges Historie, men medens han i denne kun efterforskede enkelte Punkter, vendte han sig med desto større Kraft mod den norske Natur. Jeg afskriver her nogle Ytringer af Suhm (Sml. Skr. 10, 30). „Hans Skarpsindighed bragte ham lettelig til at indsee, hvad Norge manglede, nemlig, at det besad stor Rigdom af alle Naturens Produkter, men at ingen beskrev dem, idetmindste videnskabelig. Her aabnede sig en vid Mark for ham. Ufortøvet gjorde han sig færdig til Arbeidet, og arbeidede sig saaledes ind i en af ham før ubekjendt Videnskab, at endog Linnæus beundrede ham. I Førstningen beskrev han mest Fugle og Fiske, anatomerede han dem og flittig, men da jeg engang sagde til ham, at, om jeg havde gjort Naturen til min Hovedvidenskab, saa havde jeg valgt Planterne som reenligere, saa tog han strax fat paa dem[1], og hvilken Fremgang, han gjorde i Botaniken, vidne hans Skrifter. Mineralogien havde han vist ogsaa lagt sig efter, om Gud havde sparet ham Livet længere.“
En ypperlig Anledning til naturvidenskabelige Iagttagelser frembøde Visitatsreiserne i det vidtløftige Stist, navnlig i Nordlandene og Finmarken. 1771 havde Gunnerus allerede 4 Gange gjennemreist Nordlandene, og i 1769 kom han ligetil Vardøhuus. Vi maa her tænke paa, at allerede for halvandet hundrede Aar siden havde en throndhjemsk Biskops Reiser i det yderste Norden baaret Frugter af Literaturen. Dengang var det Anders Arrebo, der i hine Egne fandt
- ↑ Det naive i denne Suhms Yttring er det vel overflødigt at udvikle.
