udenfor Norges Grændser, Johan Ernst Gunnerus, vil mere end noget af de foregaaende blive biografisk, thi netop paa denne fremragende Mands Tid er den egentlige Stiftshistorie paafaldende fattig paa Begivenheder. Om Gunnerus’s mere den almindelige Literaturhistorie end Kirkehistorien tilhørende Personlighed bliver det saaledes nærværende Kapitels Opgave at give Oplysninger.
2. I det attende Aarhundredes sidste Halvdeel vil man see mange herlige Merker paa et forynget nationalt Liv hos vore Landsmænd. Nordmændene lærte da føle sig som et særeget Folk, og mange følte – mere eller mindre bevidst – Ønskeligheden af en aandelig Frigjørelse fra det danske Ledebaand, enkelte tænkte endog paa en politisk. Og som Vidnesbyrd om, at Norge var modent til snart at see sit Nationalønske om et eget Universitet opfyldt, fremtraadte ved den Tid indfødte Mestere i den fedrelandske Videnskabelighed. Der var her tvende Retninger, som maatte indbyde tænkende og oplyste Nordmænd til Forskning og Produktion: den norske Historie og den norske Natur; til Studium af Fedrelandets Sprog var Tiden endnu ikke kommen. Historien fandt sin ivrige Dyrker i Gerhard Schøning, Naturvidenskaben kan opvise flere Navne, hvoraf dog Gunnerus’s er omgivet af den største Glands. Disse to Mænd staae i mange Henseender som merkelige Forvarsler om et følgende Aarhundredes videnskabelige Liv i Norge, og, om end deres Skrifter nu har faa Læsere, skal man aldrig kunne miskjende deres store Værd for den Tid og deraf flydende udmerkede literaturhistoriske Betydning for alle Tider.
Johan Ernst Gunnerus, denne „norskfødte Lærde af af europæisk Maal“ hører ei alene til dem af vore Landsmænd, hvis bedste Virksomhed tilhører Norge, – men hvad der er enestaaende paa den Tid – han skyldte Danmark saagodtsom intet af sin Uddannelse. Denne foretrak han at søge hos de tydske Lærdomssæders Mestre fremfor at lytte til disses kjøbenhavnske Ekkoer.
Skjønt Gunnerus’s Fortjenester ere kjendte i hans Fedreland, hvor man ei kan nævne vort eldste videnskabelige Sam-
