den, vil ganske vist med Nedskriveren i Nannestad erkjende den
ualmindelig lærde Mand, hvad ogsaa Samtiden eenstemmig
ansaa ham for at være. Det af hans Værker, som man hyppigst
seer omtalt, er hans Bog „Hilaria Arhusiensia“, en
historisk Fremstilling af de oldenborgske Kongers mod denne
Stad viiste Velgjerninger. Det maa ogsaa erindres at han
efter J. N. Wilses Vidnesbyrd i sine senere Aar syslede med
et omfattende og allerede betydelig fremskredet Verk over den
norske Kirkehistorie, af hvilket imidlertid, saavidt vides,
ethvert Spor er forsvundet, saa at vi ei kunne dømme om hans
herhenhørende Samlingers Indhold eller Omfang.
Det som imidlertid giver Frederik Nannestad en vis, ikke umerkelig Plads i den norsk-danske Kirkes Historie, er, at han som ovenfor paapeget, ved Siden af sin Discipel og Landsmand, Dr. og Prof. Holm, var det 17de Aarhundredes stive theologiske Skolelærdoms sidste Repræsentant hos os. Ikke alene overlevede begge disse Mænd paa en merkelig Maade alle sine egne Meningsfeller, men ved deres Død var allerede den Retning, som de i sine bedste Dage især havde bekjæmpet, Pietismen, forsvunden fra Dagsordenen, og Fornuft-Kristendom, den krasse Rationalismes Forløber, var herskende ved Universitetet og for en stor Deel ogsaa hos Geistligheden.
„Han besad en brændende Iver for Norges Ære.“
(P. F. Suhm).
1. Denne Afdleing af vor Fremstilling, der skal omhandle den af Stiftets lutherske Biskoper, som ei alene uden Sammenligning har vundet den største Berømmelse i sit Fødeland Norge, men hvis Navn ogsaa har havt en god Klang
