beneficio artis disputatoriae gaaet fra det ene Bord til det andet som Dekanus, indtil han tilsidst blev Præpositus communitatis. Han var i det Embede i mange Aar og lærte ret at klippe Studenterne fremfor sine Formænd. Det blev ogsaa formedelst ham afgjort, at ingen Student maatte ligge paa Regentsen længere end fem Aar, tilforn laa mangen sin Livstid ud der. Han var en blind Orthodox, havde læst nok i sine Dage, men lutter pedantiske skolastiske Ting.“
I 1742 blev Nannestad, Stiftsprovst i Aarhuus, hvor han forblev i 16 Aar. Han havde her idelige Stridgheder med sin Biskop P. J. Hygum, der hyldede de pietistiske Anskuelser, men uagtet Biskopen ikke undlod at klage over ham til Kirkeinspektionskollegiet, bleve dog disse Besværinger neddyssede, da Nannestad nød en vis Anseelse som en af det gammelorthodoxe Partis Koryfæer[1].
4. Som Biskop i Throndhjem, til hvilket Embede Nannestad ophøiedes den 11te Mai 1748, virkede han i ti Aar og viiste sig her, ligesom i Aarhuus at være en haardnakket Modstander af den nyere Tid og dens Mænd. Isærdeleshed var han en afgjort Fiende af Pontoppidans (allerede 1738 autoriserede) Forklaring; om denne Bog ytrede han ifølge Suhms Vidnesbyrd endog i Kirkerne paa Landet, høit og lydelig at den fortjente at brændes. Og da han skulde meddele en af Latinskolens Lærere et fordeelagtigt Vidnesbyrd fremhævede han som dennes rosværdigste Træk, at han havde lagt for Dagen „fugam pietismi.“
Forøvrigt er heller ikke fra Nannestads Tid meget levnet, som kan fortjene at bevares. Han var baade efter Suhms Vidnesbyrd og efter hvad vi fra forskjellige Kilder kunne vide visselig „en utrættelig og nidkjær Mand i alle sine Embeder,“ navnlig indtil det yderste nøiagtig med at varetage, som han selv udtrykker sig[2] „den uendelige Brevvexling og de uophørlige Forretninger ved Erklæringer, Regnskabers Eftersyn, Klagemaals Besvarelse og saadant mere,“ og denne hans samvit-
