Menneske, som han indsatte i Throndhjems Latinskole, det var den siden berømte Jon Erikssøn.
2. I de tre Aar, som vare forløbne mellem Harboes Udnævnelse og hans Tiltrædelse, havde Stistsprovsten, Mag. Jakob Thode, en Bergenser, bestyret det biskoppelige Embede; fra hans Tid haves ingen merkelige Efterretninger.
Heller ikke Harboe fik Tid til ret at lægge sin Dygtighed og Iver for Dagen i Throndhjem. Thi hans Ophold der varede kun to Aar, saasom det lykkedes Biskop Hersleb, da Harboe i 1748 drog til Kjøbenhavn for at egte dennes Datter, at faa sin Svigersøn udnævnt til sin Medhjelper i Sjellands Stist[1]. Da Hersleb døde 1757, blev Harboe altsaa virkelig Biskop i Sjelland, hvilket Embede han med Berømmelse forestod indtil sin Død 1783. Af hans Børn blev den ene Søn Amtmand i nordre Bergenhuus.
I hvor kort end Harboe virkede i Stiftet fik han dog bereist idetmindste den største Deel af samme, og kom saaledes lige til Vardøhuus. Af hans Visitatsberetninger til Kirkeinspektionskollegiet seer man, at han havde meget at kjæmpe med den Uvilje, Almuen her som andensteds lagde for Dagen, da det gjaldt at opfylde Kristian den sjettes Forordninger om Almueskolen; Skolevæsenet, siger han, „foraarsager utallige Fortrædeligheder.“ Om Sedernes Tilstand giver han nogle smaa Oplysninger. Saaledes klager han ikke alene over Nattefrieriet eller, som han kalder det, „Kjeldgangen,“ men oplyser ogsaa, at i Meelhuus „samler Ungdommen af begge Kjøn sig til Vaagestuer og dandser omkring de Dødes Ligkiste i tre til fire Nætter, før Begravelse skeer.“ I Støren samlede de unge sig Aftenerne før hellige Dage. I det hele førtes der paa hiin Tid en Udryddelseskrig mod Folkeskikke, og det hvad enten disse vare uskadelige eller ikke; man erindre saaledes Forbudet i Danmark mod at „ride Sommer i By“ og det morsomste
- ↑ Suhm bemerker (Saml. Skr. X. 27), at „mange stødtes“ ved den Naade som her viistes Harboe, eller maaske snarere hans indflydelsesrige Svigerfader.
