da han mistænkte denne for at have skrevet en lignende Besværing over Militæretaten[1].
9. Af andre Ting, som fortjene at omtales i nærværende Kapitel, turde blandt de vigtigste være Forordningen af Marts 1742 om større Sognekalds bedre Forsyning med Prester og om at de „residerende Pastorer[2] i Annexerne ved given Leilighed skulde blive Sogneprester i „frie Kald.“ I denne og den følgende Tid bleve ogsaa de Throndhjems Prester underlagte Landkald fra Vicepastorater forandrede til selvftændige Sogneprestembeder, hvilket før er udviklet. Hiin Lov medførte derfor meget velgjørende Følger saavel for Menighederne, som for den geistlige Stand.
Dernæst maa det ikke glemmes, at Throndhjem netop ved samme Tid (1741) fik sit første Bogtrykkeri, som Jens Kristensøn Winding fik Privilegium paa at anlægge. Biskopen, hvem Censuren af mindre Bøger der i Byen blev overdragen, udgav ogsaa paa Anmodning den første Bog, som leveredes fra den throndhjemske Presse, nemlig otte Prestevielsestaler i Kvart[3].
10. Eiler Hagerup døde, 58 Aar gammel, den 15de April 1743. Hans Hustru var en Provstedatter fra Kvernes, der døde 1737 efter at have bragt sit 17de Barn til Verden. Af disse mange Børn kan foruden den allerede nævnte Konrektor, siden Amtmand Hans Hagerup (hvis Efterkommere førte det adelige Navn Gyldenpalm) merkes Sønnen, Dr. Kristian Frederik Hagerup, Stiftsprovst i Throndhjem. Ogsaa antog han sig en Slegtning Eiler, som efter sin Velgjører optog Navnet Hagerup og siden selv blev Biskop, først i Ribe, siden i Bergen og endelig i Kristiansand.
E. O. Schwartzkopf’s allerede i Anledning af M. C.
- ↑ Hele denne Paragraf er hentet fra Generalkirkeinspektionens Dokumenter og Kopibøger.
- ↑ Om disse „Residenter“ see tredie Kapitel, hvor Reformatsen af 1589 er omhandlet.
- ↑ I sin Fortale siger Hagerup, „at Bogtrykkeriet er en større Prydelse for den eldgamle Throndhjems By end alle den saakaldte Sancti Olai Relikvier, som her fordum have været forvarede.“ (!)
