hed, da Pøbelen gjør stort Tilløb til saadanne Huse og Gader med Allarm, Overlast og mange Insolentier, som tegner større og skadeligere.“ (Samtidig indberetter ogsaa N. Tønder[1], Sognepræst til Frue Kirke, om den samme Sag, „at letsindige Mennesker falskelig har anseet en kristelig og sømmelig Huusandagt, holden af et aldrende og meget fornuftigt Kvindemenneske, for en uordentlig Konventikel“[1]). Af Biskopens og Stiftamtmandens Skrivelse sees ogsaa, at der gaves Folk i Throndhjem, „som udsagde, at de henregnede sig til den herrnhutiske Kirke mere end til den lutherske.“
I Overhalvden forefaldt omtrent ved den Tid, da Biskop Hagerup døde, en Strid mellem Sognepresten, den ellers meget anseede Morten Lund og Kapellanen, Ole Thulesius, en stridig Mand, der senere som Tredieprest i Kristiania i mange Aar var Byens Fabel. Almuen klagede under 12te Juli 1743 over Sognepresten, som skulde have kaldt Bønderne-„Rebeller og ulydige Undersatter,“ udskjeldt Thulesius for en Pietist og overøst ham med et Spand Vand, og som Prest „veiledet Menigheden urettelig og forargelig.“ Thulesius, der ogsaa klagede, nemlig over at Lund beskyttedes af „sin Svoger“ Biskop Hagerup, maatte imidlertid forlade Kaldet.
Ganske betegnende er det, hvilket Hensyn i hine Dage blev taget til de Memorialer, Klager o. s. v., som, tildeels endog anonymt, idelig indkom til Kirkeinspektionskollegiet. Da saaledes en Prest i 1738 laa i Kjøbenhavn for at „sollicitere,“ indgav han en Betænkning om Almueskolevæsenet, som strax med Fortielse af Forfatterens Navn sendtes om til Biskopernes Erklæring. En anonym Klage over Geistligheden i Norge viiste man samme Opmærksomhed, indtil det af Biskop Hagerup oplystes, at Forfatteren var en Officeer i Indherred, som dermed kun vilde sin Uven, Mag. Parelius i Størdalen, tillivs,
