nede Guds Helgen“[1] o. s. v. Men sin Plan med Kongens Samtykke at tilrane sig Tuterøens Kloster, hvor der efter Kongebrevets Ord skulde gjøres en „tristelig Skik med Guds Ords rene og klare Udlægning og Forkyndelse“ fik han ikke udført. Allerede før den Tid havde man dog hørt Luthers Navn nævne i det Kloster, thi dets berygtede Abbed, den danskfødte Mathias Henrikssøn havde udskjeldt Brødrene for „Lutherianere, Kjættere, Tyve og Gudsforrædere.“ og de havde givet ham de samme Navne igjen.[2]
I Tuterøens Kloster skal ogsaa i hine Dage Religionsforandringen være bleven forudsagt af en „hellig Broder Staffen,“ som tillige skal have spaaet om Domkirkens Brand m. m., ivret mod Dobbel og Drik og derved have vundet et stort Ry. Men sammenstiller man dette af Peder Klaussøn[3] opbevarede Sagn med et andet aldeles lignende om en samtidig Reformations-Spaadom i Bergen[4] og især med de Kjendsgjerninger, at der i Gudeberga Kloster i Dalarne i Sverige ved Aar 1487 virkelig levede en Abbed[5] „Broder Helge Staffen“, samt at endnu i 1611 Spaadomme, der bare dennes Navn, – dennegang om Krig og Blodsudgydelse – vare i Omløb mellem den svenske Grændse-Almue,[6] bliver det idetmindste for mig indlysende, at vi i denne „hellige Broder“ maa see en for Nordmænd og Svenske fælles Sagnfigur, fremstaaet af en historisk Person i Sverige, men hos os ved Folkets saa udbredte Lokaliserings-Drift henført til Tuterøens Kloster.
Endelig maa merkes, at Forholdene i Jamteland ogsaa kunne have indvirket noget i Erkestiftet. I hiint dengang norske Land indførtes nemlig Reformationen fra Sverige af og saaledes tidligere end i det egentlige Norge.
Hr. Vincents Lunge, som havde Jamteland i Forlening, negtede derfor nu at sende Upsala Kapitel de geistlige Afgifter af Landet, siden de – saa lyde hans Ord i Brev
