Side:Ludvig Daae - Throndhjems Stifts geistlige Historie fra Reformationen til 1814.djvu/16

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

matorisk Bevægelse under denne Konges Regjering paavises. Det eneste, som man skulde kunne tænke paa, maatte være, at en eller anden fra Tydsklands Lærdomssæder hjemkommen norsk Kannik eller anden geistlig Mand kunde have bragt hjem med sig et Rygte om de wittenbergske Begivenheder. I Rostok, hvor Nordmændene hyppigst studerede, blev jo „Luthers Evangelium“ allerede forkyndt i Juli 1518, og i dette og de følgende Aar af Kristians Regjeringstid opholdt sig i denne Stad et halvt Snees Nordmænd, hvoriblandt omtrent Halvdelen vare Thrøndere.[1]

Frederik den første maatte i sin norske Haandfestning love „aldrig at tilstede Kjettere, Luthers Disciple eller andre at lære imod Gud, Paven eller den romerske Kirke.“ Man kan heri see et Tegn, til at Prælaternes Øine nu heller ikke i Norge vare blinde for den truende Fare, men, skjønt Kong Frederik ligesaalidt ænsede dette som noget andet af sine Løfter til Norge, vil man dog heller ikke i hans Tid kunne paavise nogen Reformationens Fremgang i vort Fædreland, naar undtages i Bergen, hvilken Stad baade ved sit overlegne Folketal og ved sin stadige umiddelbare Forbindelse med Kirkeforbedringens Moderland her indtog en særegen Stilling. Dertil kom her den mageløse Uselhed og Mangel paa Kraft, som baade Biskop og Domkapitel i Bergen lagde for Dagen.

Ingen af disse Omstændigheder lettede eller begunstigede Kirkeforbedringen i Erkestiftet, og dennes Fremskridt i dette ere derfor snart opregnede. Fra Januar 1529 har man et Brev til Erkebiskopen fra Hr. Nils Mogenssøn, Provst paa Søndmøre, hvori denne klager over, at der paa Giske Gaard i Borgund, som dengang den bekjendte Fru Ingerd Ottesdatter Rømer havde tilrevet sig, „blev læst til Bords, som Hr. Vincentius pleier at gjøre i Bergen,“ at man kvædede Nidviser over Presterne, ikke ænsede Provstens Bansættelse, jog ham bort fra Thinget, hvor han skulde dømme i geistlige Sager o. s. v.[2] Ogsaa Hr. Nils Lykke har – naturligvis af egennyttige Bevæggrunde – indladt sig med Reformpartiet, idet han med sine Tjenere „holdt ingen Langefaste, forhaa-

  1. Norske Saml. 8vo 1. 83.
  2. Lange, Norsk Tidsskr. 4. 88.