kom derved i et saare spændt Forhold til den Mand, som trolig havde bistaaet Thomas v. Westen, og som efter hans Død i flere Aar med største Varme og Inderlighed omfattede den finmarkske Mission, Konrektor og (siden 1729) Rektor Mag. Hans Skanke, der i sine Breve til et af Missionskolligets Medlemmer, J. W. Schrøder, bittert beklager sig over de Hindringer, Hagerup lagde ham i Veien. I 1728 blev Hagerup ved Mag. Bonsachs Død Stiftsprovst i Throndhjem, dog saa at han tillige beholdt Lektoratet, ligesom der ogsaa viistes ham en anden Naade, den nemlig at han fik sin residerende Kapellan, Mag. Parelius, Forfatter af det i forrige Kapitel gjennemgaaede Klageskrift, mod dennes Vilje fjernet til Størdalens Sognekald, da han ikke syntes om ham. Endelig sattes han af Kristian den sjette paa Throndhjems Bispestol, til hvilket Embede han modtog sin Indvielse i Kjøbenhavn den 2den Decbr. 1731 af Dr. Vilh. Worm.
2. I sin Ungdom havde Hagerup vakt store Forhaabninger, havde staaet i stort Ry for sin sjeldne Veltalenhed og derfor tidlig været heldig paa Befordringsbanen. Men alle Merker tyde paa, at han var af dem, hvis Varme, Iver og Virkelyst aftog i samme Forhold, som hans jordiske Værdighed og Anseelse tiltog. Han var imidlertid ingenlunde noget enestaaende Exempel paa en Kapellan, hvem Medgang inden kort Tid forvandlede til en herskesyg Prælat. Hans Samtid var tvertimod meget rig paa saadanne Fænomer. I den foregaaende Periode var lidet eller intet Hensyn taget til Presternes Begavelse for sit egentlige Kald, men alt havde beroet paa Anciennitet, Familieforhold eller pedantisk Lærdom. Nu, da der havde fundet en Opvækkelse Sted i Kirken, stræbte Styrelsen derimod ivrigen at fremdrage unge Mænd, hos hvem den troede, at en varm kristelig Aand rørte sig, men ikke alle de, som paa den Maade uventet kom til Ære, taalte sin Ophøielse. Som nogle af de merkeligste af den Slags vil den norske Kirkehistorie i sin Tid
han siger, imod sin Vilje taget sig det Verk paa, saa hører man af hans Mund og seer i Gjerningen, at han ingen Vilje eller Kjærlighed har derfor.“ (Skrevet 26de Marts 1729).
