Hustru overlevede ham lige indtil 1746. Af hans Børn kunne foruden den ovenfor nævnte Rektor og Kancelliraad Nils K. nævnes Kristian, Præsident i Throndhjem, samt Jørgen Henrik, der ligesom en af Lektor Ramus’s Sønner gik over til den papistiske Lære; han skal være død i Rom som „pavelig Bibliothekar,“ hvorved dog rimeligviis neppe kan forstaaes mere end en underordnet Bestilling.
At den Mand, om hvem vi her efter fuldkommen authentiske Kilder have maattet fortælle saa mange for ethvert Menneske, allermeest for en Biskop vanærende Ting, medrette maa regnes mellem Kirkens uværdige Tjenere, vil vel neppe kunne benegtes. Det eneste, der maaskee til Nød kunde lade sig høre som en Slags Undskyldning skulde være Hensynet til, at den moralske Bevidsthed netop dengang synes at have været merkelig slap i Danmark og Norge; det er hiin Tid, som betegnes ved Kongens gjentagne Dobbeltegteskab, ved Udleielse af Soldater i fremmed Tjeneste, ved Kirkers og Embeders Salg, ved Povel Juuls Forræderi, ved Embedsmænd som Blixenkrone og Russel og ved den berygtede Bandekommission, hvis norske Medlem, Deichmann, netop selv gjorde sig skyldig i den meest ligefremme Simoni[1].
Imidlertid er det altid en Merkelighed, at Krog dog ogsaa har fundet sine Forsvarere, ja endog Beundrere. Vi skulle ikke tale om hans Biografi hos Treschow, thi den er forfattet af hans egen Søn, heller ikke om den gjessingske Anonym, hvis Fremstilling af Biskopens Liv som ei „perpetuum martyrium“ (!) blot kan fremkalde Latter eller maaskee snarere Medynk, men at derimod Biskop Hagerup i et Gravvers turde sammenligne Peder Krog med Apostelen Petrus, og at siden Biskop Nannestad[2] taler om den „aarvaagne og flittige, men meget slet belønnede Dr. Krog,“ kunde jo altid synes ret merkeligt. Dog
