lebs Nidkjærhed i at befordre deres Oplysning var høist fornøden. Krog gjorde strax Indberetning til Regjeringen og fik en Resolution, for at han med tvende Provster skulde undersøge Sagen. Denne henstod til stor Plage for Hersleb uafgjort lige til 1725,„da Hr. Hersleb af Kongen blev kjendt for uskyldig, saa at han kom med Ære, men Biskopen med Beskjæmmelse fra den Sag“[1].
Ved Siden af hvad vi her have hørt om Krogs „Embedsiver“ hvor det gjaldt at antage sig indkomne Klager over nidkjære Prester, tager det sig heel besynderligt ud, at han rolig fandt sig i de Forargelser, som flere Prester af en anden Art samtidig afstedkom i hans Stist. Et Par Exempler kunne derfor være paa sin Plads. Vicepastor til Inderøen var siden 1686 en Jakob Wisseltoft, efter Melkior Augustinussøn en Skaaning. Han skal som Student have tjent paa dansk Side i den skaanske Krig og der været af de brutaleste Soldater, saaledes endog have hugget Hovedet af en Dame for at bemægtige sig hendes Guldhalskjæde; som Prest gjorde han sig skyldig i de groveste Forargelser, som vel tilsidst medførte hans Afsættelse, men først Aaret efter Dr. Krogs Død. Og denne Person fik ei alene Lov til at forarge sin egen Menighed, men „prædikede ogsaa ofte i vor Frue Kirke i Throndhjem, som paa denne Maade blev Byens Komediehuus“[2]. Og ikke bedre var det bevendt med Hr. Nils Holbye, der efter at have været Sogneprest til Opdal i syv Aar endelig drak sig ihjel 1722. Han var saa foragtet, „at en fattig Bonde negtede ham sin Datter tilegte og drev Frieren bort med Stridshammer og Hul i Hovedet“[3].
Ogsaa ved sin Prøvelse af Ordinander maa Krog paa en yderst bagvendt Maade have anvendt saavel utidig Strenghed som utidig Overbærelse. Da han nemlig skulde ordinere
