Melkior Augustinussøn sig saaledes: „Han begyndte her strengt og skarpt; havde han levet, da havde man uden Tvivl hørt adskilligt,“ og han tilføier som en almindelig Formodning at Mag. Arnolds „fortrædelige Sindelag“ hidrørte fra, at han „formeget havde piint sit Legeme.“ Hans Enke, Maria Hofman, drog efter hans Død til Bergen, hvor hun levede endnu 1676 i meget gode Formuesomstændigheder[1].
Da Manden saaledes nu var død, henvendte Vilhelm Vorm, dengang kongelig Bibliothekar og Historiograf, sig til Regjeringen med Andragende om, at hvad de Fine kunde have efterladt sig af Manuskript til sit historiske Verk hvis Fuldendelse inden to Aar var lovet, gjennem Stiftsbefalingsmanden maatte vorde indsendt til det kongelige Bibliothek. Som Følge heraf fik Lensmanden, Kantsler Ove Bielke Brev med saadant Paalæg, og rimeligviis ere de Fines Arbeider blevne nedsendte til Kjøbenhavn, hvor de imidlertid allerede i meget lange Tider ikke have været at finde. Tabet er visselig ikke meget at beklage[2].
3. Saavel i den kirkelige, som i den literære Historie indtager Arnold de Fines Eftermand en betydeligere Plads end den, som er bleven denne selv til Deel.
Erik Erikssøn Pontoppidan (til Forskjel fra sin endnu mere berømte Broderssønssøn stundom kaldet den ældre) var født 1616 i Broby Sogn i Fyen, af hvilket Sted han ved Latinisering dannede sig Navnet Pontoppidanus; Faderen var Forvalter hos en Rigsraad. Erik deponerede fra Odense Skole 1635 og gjorde sig allerede samme Aar bemerket som Digter. 1641–1643 reiste han udenlands, blev siden Prest først i Antvorskov, siden i Kjøge, hvor han forblev, indtil han ved Nytaarstid 1673 blev Biskop i Throndhjem. Det af hans Skrifter, som maaskee meest er blevet omtalt, er vel hans
