Biskoper i vort Fædreland, saa kunde man omvendt sige, at i gamle Dage Lærdom og det mangengang i heel andre Retninger, end den theologiske, kom i en maaskee endog altfor stor Betragtning ved saadanne Leiligheder, idet høie Embeder, navnlig Bispestole, mangengang ligefrem tjente som Belønning for virkelig eller formeentlig literær Fortjeneste Et Exempel herpaa turde M. Arnold de Fines Ansættelse som Bredals Eftermand afgive.
Denne Mand var en Skaaning, født 1614 i Helsingborg, hvor Faderen var Prest; Familien var i det 16de Aarhundrede indkommen fra Nederlandene, hvorfra den skal have udvandret paa Grund af Hertugen af Albas berygtede Grusomheder. Anledningen til, at det Medlem af Slægten, hvorom her er Tale, kom til Norge, var den, at hans Syster Katharina var gift med den bekjendte bergenske Biskop Mag. Ludvig Munthe, Holbergs og flere bekjendte Mænds Stamfader; denne kaldte nemlig 1637 sin Svoger Arnold de Fine til Konrektor i Bergen, hvor han siden steg først til Rektor, siden til Lektor. Allerede som Rektor lod han sig prestevie for saaledes selv at kunne bestyre det til Rektoratet henlagte Hammers Sognekald, men maatte afstaa herfra og kalde en Vicepastor efter Stiftsøvrighedens Forlangende[1].
Som Konrektor udgav han en latinsk Poesi i Anledning af den Ildebrand, som hjemsøgte Bergen 1640, og senere tvende andre Smaa-Arbeider. Det er imidlertid ikke ved disse, at han har opnaaet en Slags Navnkundighed i Literærhistorien. Sin Plads her skylder han nemlig ikke Skrifter, som han udgav, men derimod Arbeider, som man formodede, at han skulde komme til at levere i den norske Historie. Herom kunne vi[2] meddele følgende Oplysninger.
Han blev opfordret af Statholder U. F. Gyldenløve og Norges Kantsler Ove Bjelke om ved Siden af sit Lektorembede, hvilket vi neppe have Grund til at ansee for meget byrdefuldt i de Dage, at paatage sig at forfatte en udførlig Norges Historie paa Latin, noget, hvortil Mag. Arnold alle-
