Mellem Throndhjems Biskoper er der visselig saa, om hvis Personlighed Efterverdenen kan danne sig saa klar Forestilling, som om Bredals, i hvem udentvivl de fleste ville erkjende den talentfulde, kraftige, duelige og nidkjære Tilsynsmand, men tillige den myndige, ostenterende, stundom partiske Prælat. Vi slutte med Melkior Augustinussøns korte, men visselig træffende Karakteristik: „Han var en synderlig begavet Mand „af Gud, lærd og veltalende gjorde stor og berømmelig Profekt med Ungdommen her i dens Katekisme-Læsning og andet. Havde immer altid Tvistighed med Geistligheden, hvilket gjorde ham ilde lidende hos mange.“
Denne hans Iver for Katekisationens Indførelse i Kirkerne findes rost paa flere Steder, navnlig af hans varme Enkomiast E. Pontoppidan[1], men da ikke nøiagtigere Efterretninger derom haves, have vi ikke ovenfor kunnet dvæle ved den Sag.
1. Medens i vor Tid Hensynet til Lærdom og Erudition synes at spille en høist underordnet, ja næsten slet ingen Rolle ved Bispestoles og andre høie Embeders Besættelse, saa at der siden 1814 saagodtsom ingen Videnskabsmænd ere ansatte som
- ↑ Ann. 4, 219. Det beder her, at Bredal engang ved en Visitats stødte paa en voxen Mand, som saagodtsom intet vidste om Gud, men dog fik gaa til Alters, og at han derover blev meget fortørnet paa Presten. Denne undskyldte sig med, at Mennesket ikke hørte hjemme i hans Kald, men i selve Throndhjem. Dette skal da have været Foranledningen til, at Biskopen indførte den nævnte Katekisation der, ved hvilken han lod sine egne Sønner, der allerede vare Studenter, samt ogsaa sine voxne Døtre fremstille sig.
