havde erholdt Kongebrev. Især gaves saadanne Begunstigelser i denne Tid hyppig til dem, som havde deltaget i Kjøbenhavns Forsvar. Hvad Bispe-Embeder angaar, da var allerede fra det 17de Aarhundredes Begyndelse af Ordinantsens Valgmaade enten ganske gaaet af Brug eller idetmindste nedsunken til en tom Form
En Valghistorie fra disse Aar tør maaskee her være paa sin Plads, da den i flere Henseender belyser Tiden. I Brønø var i 1665 den gamle Prest Hr. Hans Magessøn[1] død, og da hans Kapellan Hr. Henrik Jenssøn var tilsinds at egte den afdøde Prests Datter, skaffede dette ham et stort Parti blandt Almuen, som valgte ham til Sogneprest den 29de Decbr. 1665 „efter foregaaende Bøn.“ Hertil vare Sognefolkene saameget mere tilbøielige, som „den samme Slegt en efter anden havde stedse boet udi samme Prestegaard alt siden Luthers og Reformationens Tider og havde alle været fromme Folk“[2]. Men Biskopen M. E. Bredal, der selv havde en Svigersøn, en dansk Mand, Mag. Hans a Møinichen, Stamfader for denne Æt i Norge, skrev en Forestilling til Kongen for at skaffe denne Brønø Kald. Herover blev Almuen meget ærgerlig, den gamle Præsteenke skrev et Brev til Kongen, hvori hun paaberaabte sig, at hendes Forfædre i over hundrede Aar havde været Prester i Brønø, og en Thord Horn sendtes til Kristiania, hvor han henvendte sig til Statholderen. Thord Horn anførte først Almuens Ønske om paa denne Maade at beholde sin gamle Prestefamilie og dernæst, at den „nyvalgte Prests Svigerforældre havde tilsat sine Midler paa Prestegaardens Bygning og reisende Folks Underholdning baade af Øvrighed og Undersaatter, thi alle, som der i Landet reise enten nord eller før, maa endelig til Brønø og ligge der undertiden med mange Rorsfolk paa nogle Dages Tid og fortære frit i Prestegaarden foruden noget Vederlag.“ Derhos anførtes til Hr. Henriks Fordeel, at Biskop Bredal, førend der blev Tale om hans egen Svigersøn, havde givet Hr. Henrik gode Vidnes-
