til Kongen, thi i Begyndelsen af August 1654 vare Lensmændene over Throndhjems Len og Nordlandene, Frederik Urne og Preben v. Ahnen efter allerhøieste Befaling tilstede som Kommissarier for at jevne denne Strid paa et „berammet Kapitels- og Provstemøde.“ Her bleve af Presteskabet de ovenanførte Klager paany fremsatte, og ogsaa andre Besværinger fremførte, hvoriblandt vi fremhæve, at Provsterne forlangte af Biskopen, at han „skulde udi sine Visitatser og anden Embedets Forrettelse rette det, som rettes skal, med Sagtmodighed og ikke med haarde og ubekvemme Ord, som synes lidet til Opbyggelse,“ videre „at han ikke herefter vilde paalægge Geistligheden nogen Skat eller Afgift, hvor han ikke haver kgl. Befaling for sig,“ og endelig at han ikke maatte uden Beviislighcder skylde Geistligheden for uærlige Sager. Derhos antydedes, at Mag Erik paa sine Visitatser begjærede Reisepenge af Presterne, „hvilket de forrige Superintendenter ikke gjorde,“ og der fremhævedes i det hele, at han gjorde rettest i at handle, „som de forrige Bisper, nu salige i Herren, gjort have, i hvis Tider det gik saare vel til, og ikke var mere Barbari da end nu i Landet.“
Biskopens Svar til Beskyldningerne er en almindelig Benegtelse; han vidste sig fri, sagde han, for at have handlet urigtig i noget af de paaklagede Punkter. Imidlertid stod Sagen en god Stund hen, Presteskabet viiste sig især standhaftig i Spørgsmaalet om Kapellaner, idet der opstilledes den Paastand, at den norske Ordinants gav enhver Sogneprest Ret til at kalde den, som han ønskede til Kapellan, uden at Biskoppen deri havde at blande sig, og den gamle Sætning gjentoges, at, hvis heri skulde skee Forandring vilde fattige Forældre ikke holde sine Børn med stor Bekostning til Skole og Studium. Man fandt det ogsaa ønskeligt, at Bispen vilde holde sin Examen i et Par Kannikers Overvær og da prøve Presteemnerne „in articulis fidei og i nogen Maade in lectione Biblica.“ Efterat nok et Kapitels- og Provstemøde i de samme Lensmænds Nærværelse, som forrige Gang var blevet holdt den 18de Marts 1656, ved hvilket ogsaa klages over, at Stif-
