vare tagne de saakaldte „Stiftets Børn,“ især Prestesønner, hvilke da gjerne begyndte sin Bane som Kapellaner eller „Residenter“ hos Fædre eller Svigerfædre og senere ved indtruffen Leilighed valgtes af Almuen til Sogneprester eller af Kannikerne ansattes som Vicepastorer. At Studenter fra andre norske Stifter eller fra Danmark antoges i geistlige Stillinger, skede før Souverainitetens Indførelse i Regelen vistnok kun da, naar der ei vare Stiftets Børn forhaanden, som kunde optræde som Søgere. Vi have allerede i vort 2det Kapitel seet Kannikerne i Mag. Hans Gaas’s Dage beklage sig over, at studerede Personer af Stiftet tilsidesattes for fremmede, og erfaret, at saadant ansaaes for et Indgreb i den sedvansmæssige Ret, og det blev til Forsvar for denne gamle Skiks Opretholdelse altid anført, at uden den vilde der ingen Opmuntring være for Forældre i Stiftet til at holde sine Sønner til Bogen. Mag. Erik Bredal satte imidlertid til vedkommendes store Misfornøielse saadanne Hensyn tilside, ligesom vi allerede have hørt, at han ogsaa stræbte at give sin Examination af Presteemnerne[1] større Betydning Nu fremtræde ogsaa Klager over, at han ved denne Prøve for frem med en før ukjendt Strenghed, oftere retirerede Karle, som havde faaet Testimonium fra Universitetet, stundom lod Ordinanderne give skriftlig Tilstaaelse om siden at indstille sig til fornyet Prøvelse og da at lægge grundigere Kundskaber for Dagen, ja endog forlangte af Kapellaner, som befordredes til andre Steder, at de skulde tage en ny Examen hos ham.
I Anledning heraf har det misfornøiede Presteskab klaget
- ↑ Efterat nærværende Kapitel allerede var udarbeidet, er jeg kommen i Besiddelse af Holger Rørdams nys udgivne ypperlige Afhandling om „den theologiske Embedsprøve efter Reformationen“ (Nye Kirkehist. Saml. 2, 609 fgg.), i hvilken ogsaa nogle Notitser forekomme om Bispeexamen. Denne holdtes indtil 1640 i Overværelse af Stiftsstadens Prester, senere paa de fleste Steder under fire Øine. Som vi ovenfor have seet, brugte Bredal – idetmindste i 1651 – at holde Examen offentlig; senere har han maaskee ophørt hermed, da Provsterne i 1654 forlangte, at et Par Kanniker skulde være tilstede.
