1645, blev læst paa Throndhjems Kapitel den 24de September. Ved denne Fred, for hvilken siden i lange Tider holdtes en aarlig Takkefest (!), var det, at Norge for bestandig mistede sine gamle Provinser hiinsides Kjølen. Uagtet nemlig som ovenfor bemerket, Jemteland siden Kristoffer Rasmussøns Daad ikke blev erobret igjen, blev det dog for at redde danske Provinser afstaaet til Sverige, en Afstaaelse, hvorved altsaa det egentlige Norge for første Gang beklippedes.
Throndhjems Biskopsdømme blev saaledes formindsket med tolv Prestegjeld, nemlig de ti jemtelandske og de to i Herjedalen. Det hører ikke hid at anstille Undersøgelser om disse Landsdeles efterhaanden paafulgte Forsvenskning, der rimeligviis af Grunde, vi tidligere have anført, er gaaet hurtig for sig, endskjønt – merkelig nok – den norske Lovbog af 1604 skal have været gjeldende Ret der indtil 1734[1]. Men hvad vi ingenlunde tør forbigaa, er et interessant, hidtil udentvivl endnu ikke fremdraget, Vidnesbyrd om det jemtelandske Presteskabs sterke Misnøie med Brømsebrofreden. Da dennes Bestemmelser vare blevne bekjendte i Jemteland, samlede Presterne sig hos Provsten, Hr. Olaf Pederssøn i Bryndflod, hvorfra de 30te Septbr. skreve en Klageskrivelse til M. Erik Bredal, hvori de bede om „et faderligt Raad“ i den ulykkelige Stilling, hvori „baade Prest og Bonde“ ere stedte. Presterne erklære, at de „hver for sig af yderste Formue have tjent K. M.s Krigsfolk, hvilket endnu fremdeles skulde at ske, om vi maatte blive ved.“ De ere i stor Uvished, „om de skulle blive hos sine Menigheder, om det tilstedes, eller fly til sin rette og kjære Øvrighed.“ Saaledes havde altsaa Forholdene forandret sig, siden Regjeringen, advaret ved tidligere Svenskheds-Ytringer hos Presterne i disse Egne, havde givet særegne Bestemmelser om Beskikkelsen af Prester i Jemteland.
Bredals halvt danske, halvt latinske Svar er koldt og forsigtig affattet; han beder endog om at faa sit Brev tilbage, naar Presterne have gjennemlæst det. Hans Raad gaar i Korthed ud paa, at det klogeste, Presterne kunne gjøre, er at blive i sine
- ↑ J. C. Berg i Saml. t. N. F. Hist. 3, 260.
