sten. Men nu kunde det heller ikke vare længe, før Norge og navnlig den almindelige Krigsskueplads Jemteland berørtes af Fiendtlighederne. Allerede i Januar gjorde Jakob Ulfeld fra det nævnte Grændselandskab et Streiftog ind paa svensk Grund, men i den følgende Maaned lod den svenske Regjering udstede en Forestilling til Jemterne, hvori disse, „der ligesom alle Norges Beboere vare Danmarks Trælle,“ opfordredes til at forene sig med Sverige „og nyde dets Frihed,“ og i Martsmaaned drog Henrik Fleming med en veludrustet svensk Hær ind i Landet, hvorfra nu Ulfeld flygtede, ledsaget af de fleste af Presterne, i hvis Sted Fleming strax lod svenske geistlige indsætte. Men ud paa Sommeren kom Nordmændene igjen, anførte af en tapper norsksødt Mand Kristoffer Rasmussøn, som reiste Jemterne ved at erobre Landets militære Hovedpunkt, Frøsøens Skandse, og gjenvandt Landet for Norge, i hvis Besiddelse det nu forblev indtil Freden. De norske Prester ere nu rimeligviis dragne tilbage til sine Kald[1].
I Juli 1644 holdtes et Møde i Kristiania af „de norske Stænder,“ her mødte M. Erik Bredal efter Fuldmagt paa sit Kapitels Vegne. Af Fuldmagten fremgaar, at de sex syv residerende Kanniker i Throndhjem efter Lensherren Jens Juels Overregning havde det foregaaende Aar havt en Indtægt af 1262 Daler, men efter at Skatten (700 Rd.) og Bidrag til Rostjenesten (323 Rd.) vare trukne fra, beholdt Kannikerne tilsammen kun 250 Rd. af sine Kapitels-Indkomster! Biskopen gjorde ellers ved Stændernes Møde Forslag om, at Kapitlets Udredsler dog blot maatte komme Stiftets Forsvar tilgode, og paaberaaber sig, at „saadant tilforn var skeet, endog i den keiserlige Krig, da ingen synderlig Perikel var forhaanden mod nærværende at ligne.“ Han fremhæver videre, at hans Stift dennegang først blev angrebet, og at Fienden netop nu forsterkede sig i Jemteland.
Idet vi forøvrigt her forbigaa Krigsbegivenhederne i den sydligere Deel af Landet, gaa vi lige til at berette, at Efterretning om Freden, der sluttedes i Brømsebro den 13de August
- ↑ Slange, 1234. Fryxell, Berättelser o. s. v. 7 D. S. 245.
