Mænd ikke vanskeligt i den Tid, og især da L. Aubert valgte Philologi til sit Studium, fik han snart fuldt op af de bedste Informationer, men hans Tid optoges naturligviis mere heraf, end ønskeligt kunde have været, saa meget mere, som han ogsaa underviste adskillige trængende unge Mennesker uden noget Vederlag, af hvilke til hans Glæde flere siden bleve meget dygtige Mænd. En af dem, hvem han antog sig, kom han siden, om end kun ganske kort, til at see som sin Collega. Det var Lector i Græsk H. J. Thue.[1] Men uagtet alt dette Sidearbeide, gjorde Aubert en saadan Fremgang i sine Studier, at han allerede tidlig blev betegnet som den, der egnede sig til at blive Universitetslærer. Den, der især havde Indflydelse paa ham og i ham saa den vordende Lærde, skal have været Professor Georg Sverdrup, til hvem Aubert stedse stod i et særdeles venskabeligt Forhold, der fortsattes lige til Sverdrups Død. Embedsexamen tog Aubert først i 1832, thi foruden hans Lærervirksomhed havde ogsaa en alvorlig og langvarig Sygdom forsinket hans Examensarbeide.
Allerede Aaret efter (1833) aabnede der sig Anledning til Ansættelse ved Universitetet, da Professoren i Latin S. B. Bugge ombyttede denne Stilling med Rectoratet ved Christiania Skole. Det er bleven sagt, at Fr. M. Bugge, som havde faaet Examen flere Aar tidligere og allerede var Bestyrer af Stavanger lærde Skole, først skal have faaet Opfordring til at blive sin Broders Eftermand, men have foretrukket det ledige Rectorat i sin Fødeby Throndhjem,[2] til hvilket han i ethvert Fald samtidig blev udnævnt. Nu blev Aubert tilspurgt, og han modtog Kaldelsen, idet han dog med den ham egne Samvittigheds-
