femtende Aar og sagde altid „De“ til sin Fader. Rummet i Huset var knapt for de mange Brødre, især da der foruden dem stundom var fremmede Gutter i Kost og Logis. Blandt disse var ogsaa Fætteren Henrik Wergeland, som imidlertid fandt for liden Frihed i sin Onkel Generalens Hus, og efter et Aars Forløb da ogsaa formaaede sin Fader til – hvad der neppe var til hans Gavn – at tillade ham at flytte til en liberalere Husvert, en Skomager i Lakkegaden.[1] Forresten kunde Ungdommen (udenfor Huset) have det lystigt nok ogsaa paa Fæstningen, hvor „Aubertgutterne“ vare almindelig frygtede blandt den yngre Befolkning.
I 1823 blev Aubert Aarets yngste Student sammen med to mangeaarige Klassekammerater, der siden bleve hans Colleger, S. F. Dietrichson, (Prof. i Theologi) og U. A. Motzfeldt, (Prof. juris, senere Høiesteretsassessor.[2]. Ogsaa Fr. M. Bugge blev Student det Aar. Halvhundrede Aar efter vare Studenterne fra 1823 de første, som feirede denne Art af Jubilæum, hvilket fandt Sted paa Jevnaker Prestegaard hos en af de gjenlevende af Kredsen, daværende Sogneprest der L. Holmboe, Auberts gamle Ven.
General Auberts Sønner maatte alle flytte hjemmefra, saasnart de vare blevne Studenter, og sørge for sig selv. Dette var for saa flinke unge
- ↑ Prof. Aubert erindrede levende, at Henrik Wergeland som otteaarig Gut kom med Forældrene fra Christianssand for at drage til Eidsvold; „han havde en Hoben Manuskripter til originale Arbeider med sig.“ Man vil i Wergelands Skrifter finde adskillige Vidnesbyrd om det nære Forhold til Auberterne, navnlig Mindedigte over Generalen og flere af hans Sønner.
- ↑ Mellem Auberts ældre Skolekammerater var Mathematikeren N. H. Abel, med hvem han i Studenteraarene havde megen Omgang. Han erindrede ofte at have hørt ham tale om sine Arbeider og om sin Frygt for at overfløies af Jacobi.
