det er ikke for meget sagt, at det bedste og solideste, som vore Philologer i mere end en Menneskealder medbragte fra Universitetet, skyldte de Aubert, der i hele Perioder af sin lange Embedstid i Virkeligheden endog har været deres Studiums eneste Bærer.
Hans Hovedsag som Philolog var latinsk Grammatik og dernæst Textkritik, men ved Siden heraf dyrkede og foredrog han ogsaa de historiske Discipliner, navnlig den romerske Forfatningshistorie, i hvilken han besad en betydelig Lærdom. De Forfattere, han hyppigst fortolkede, vare vistnok Livius, Tacitus, Horats og Juvenal. Hans Forskning var imidlertid ikke udelukkende vendt mod latinsk Philologi. Ikke alene beskjæftigede han sig – hvad der er en Selvfølge – med den saa nær beslægtede græske, over hvilken han af og til ogsaa har holdt Forelæsninger,[1] men han var ogsaa inde paa andre Felter af Sprogstudiet. I sin Ungdom beskjæftigede han sig med Modersmaalets Orddannelse, men fornemmelig maa det erindres, at han tidlig med Kjærlighed vendte sig til den sprogsammenlignende Videnskab, hvis Methode han har Fortjenesten af først at have indført ved vort Universitet. Ogsaa i de levende Sprog var han vel hjemme. I mange Aar var han ogsaa en ivrig Numismatiker, idet han siden 1848 var Medbestyrer af Universitetets Myntsamling, af hvilken han har store Fortjenester og i hvis Interesse de faa og ikke langvarige Reiser i Udlandet, som det faldt i hans Lod at gjøre, ere foretagne. Han besøgte England, Frankrig og Tydskland, men sit kjæreste og naturligste Ønske i denne Retning, at see den evige Stad, fik han aldrig opfyldt.
Som Forfatter var Aubert ikke egentlig productiv. Som allerede anført, var han i sin Ungdom
- ↑ Et Aar (1854–1855) underviste han ogsaa i Græsk ved Nissens Skole, hvortil Foranledningen var den at hans ældste Søn i 1855 skulde blive Student.
