laa den latinske Professor som Arv fra hans Forgjængere (Professorerne i „Veltalenheden“), Forpligtelsen til to Gange om Aaret at udgive et latinsk Program til Kongens Fødselsdag og til Reformationsfesten.[1] Alt dette maatte den unge Mand uden at have seet noget andet Universitet end det ungdommelige og endnu svagt udstyrede norske med engang paatage sig. Selvfølgelig kom hertil endnu Deltagelsen i Universitetsanliggenders Behandling i Facultetet og tildels ogsaa i det academiske Collegium.
Aubert arbeidede energisk og strengt, men neppe let. Enhver af hans Forelæsninger var Frugten saavel af skarp Selvtænkning som af flittig Undersøgelse af alt, hvad der i Literaturen var ham tilgjængeligt af Forgjængeres Studier og Arbeider. Undertiden kunde han maaske gaa vel vidt i at tage Hensyn ogsaa til Skrifter, som ikke fortjente det, og som egentlig laa under hans Kritik, f. Ex. naar han læste over Livius og da aldrig undlod at gjøre opmærksom paa og ivrig at polemisere imod en Berliner Alchefski, hvis Conjecturer og Indfald allerede i deres Nyhed medrette betragtedes som værdiløse. For interesserede helst modnere Tilhørere var hans Foredrag i høi Grad vækkende og belærende. Men for Begynderen var han ikke altid let at følge, og for Dilettanten var han ikke meget tiltrækkende. De Midler, hvorved en Forelæsning bliver „pikant“, laa ikke for ham. Det turde nok ogsaa undertiden hænde, at en og anden Student, der kom til Universitetet med begeistret Trang til at nyde den classiske Literaturs Skjønhed, ikke strax hos Aubert fandt, hvad han i sine ungdommelige Forestillinger først og fremst søgte. Men var der virkelig Alvor i hans Stræben, endte han altid med inderlig Taknemlighed for sin Lærers grundige og alvorlige Methode. Og
- ↑ Disse Feste og dermed Programforpligtelsen bortfaldt 1845.
