almindelige høiere Dannelse snart endog fremtraadte som en Agitation imod dette og stundom end ikke forsmaaede de mest lavtliggende Midler til at bearbeide Opinionen. Allerede i 1838 var det kommet saavidt, at en Indsender i et Blad (det var en senere Universitetslærer i Physik!) foreslog, at man burde foredrage Bulwers Romaner for de unge Studerende istedetfor de latinske og græske Classikere. Var der nu end mellem Humanismens Modstandere ganske vist enkelte, hvis Synspuncter ikke savnede al Berettigelse – man maa her først og fremst tænke paa Schweigaard – blev det dog de overfladiske Betragtninger, hvortil Mængden helst sluttede sig, og under saadanne Omstændigheder blev en philologisk Professors Lod ikke ublandet behagelig.
Kun undtagelsesvis har Aubert optraadt ligefrem som hvad man kunde kalde en humanistisk Apologet. Men paa en anden og det den værdigste Maade blev han dette gjennem den Udholdenhed, hvormed han fra første til sidste Stund ufortrødent arbeidede i sit Embede, uanfegtet af alle Døgnets Røster, uden at jage efter nogensomhelst ydre Udmærkelse. Har noget Menneske været fri for Forfængelighed, har der været nogen, for hvem moderne Reklamevæsen og andet, der tidt skjæmmer vor Tids Lærde, var fremmed, saa var det ham.
Han maatte begynde med ikke alene at holde sin daglige Forelæsning som de andre Lærere, men havde i de første syv Aar tillige og det uden nogen Godtgjørelse at læse 3 Timer om Ugen ved det dengang endnu bestaaende philologiske Seminarium, der i 1840 nedlagdes ved Sverdrups Fratræden. Dertil kom, at han havde at examinere ikke alene hver eneste Student baade til Artium og anden Examen (Latin var da obligatorisk Fag for alle), men ogsaa alle de Præliminarister, der opgave en Smule Latin. Og hertil kom endnu en særegen Forpligtelse, som ifølge en fra Kjøbenhavn forplantet Tradition paa-
