saa at sige nødt til jevnlig at udgive latinske Smaaafhandlinger, af hvilke nogle bleve paaskjønnede ogsaa i Tydskland. Ved Siden heraf gav han af og til enkelte Bidrag til Tidsskrifter, navnlig til det fællesnordiske Tidsskrift for Philologi og Pædagogik og vort Videnskabsselskabs Forhandlinger, en enkelt Gang ogsaa til en tydsk Journal. Et Universitetsprogram (paa Tydsk) af grammatisk Indhold udgav han ogsaa i 1856. Hans mest omfattende Skrift: „Den latinske Verbalflexion“ udkom samme Aar som han tog Afsked.
De philologiske Studerendes Antal var i den første og længste Del af Auberts Embedstid temmelig lidet, saa at Læreren og hans Tilhørere dengang for det meste vare personlige Bekjendte. Omtrent fra 1860 af blev Tilstrømningen paa Grund af Omstændighederne betydelig større, og som Følge heraf Forholdet tildels fjernere. Men i den hele lange Tid er det vist, at disse Studerende omfattede Aubert med en uforandret Høiagtelse og Hengivenhed. Dette lagde sig bl. A. paa den skjønneste Maade for Dagen i 1849. Aaret iforveien havde Auberts Ven og nærmeste Collega, Fr. L. Vibe, ombyttet Professoratet i Græsk med Rectoratet i Christiania, der var blevet ledigt ved Bugges Overgang til geistligt Embede. Dette undlod ikke at øve sin Indflydelse paa Aubert, og da nu kort efter Christianssands Rectorat blev ledigt, følte han virkelig Lyst til at ombytte sin anstrengende academiske Virksomhed med en roligere i sin Fødeby. Han var ogsaa allerede indstillet til Rector, men nu indfandt omtrent samtlige i Christiania værende yngre og ældre Philologer sig hos ham i hans Bolig for indtrængende at bede ham om ikke at forlade en Post, i hvilken man fandt ham uundværlig. Han tog da Ansøgningen tilbage. Da han i 1874 havde været Universitetslærer i 40 Aar, foranstaltede Philologerne en Fest til hans Ære, ved hvilken hans Buste i Marmor (af Billedhugger Budal) afsløredes og opstilledes i det philologiske
