Leret i Rorlykkerne. Derpaa drog han afsted igjen, rustede sit eget Skib til Angreb og opsøgte paany Sørøverne. Disse kunde nu ikke styre Skibet, da Roret var ubevægeligt, og han vandt altsaa en let Seier.
En anden Gang fik en Sørøver Nys om, at Magnus laa i Thorshavn paa Færøerne uden at ane, at nogen Fiende var i Nærheden. Magnus fik dog Tid til at flygte til „Hesten“, en mindre Ø i Sundet mellem Strømøen og Sandøen. Her tog han sin Stilling paa en Fjeldhammer og forsvarede sig saa kjækt ved at rulle Stene og Klippestykker ned paa sine Modstandere, at disse maatte begive sig bort med uforrettet Sag. For Sikkerheds Skyld opkastede han derfor en Skandse ved Thorshavn, hvoraf Levninger endnu hundrede Aar senere vare synlige. Saasnart han havde faaet dette Anlæg færdigt, begav han sig afsted for at opsøge og hevne sig paa den dristige Sørøver. Han fik Spor paa ham under den norske Kyst og greb paany til sit gamle Kunstgreb at forklæde sig som en Havstril eller Listerbonde, medens han lod sine Folk skjule sig med Skibet bag en Odde. Selv tog han med sig nogle Smaastene og roede ned til Sørøverskibet. Her agerede han paany Spasmager, anstillede sig drukken af det Øl, man bød ham, og fik tilsidst Lov at stige op i Merset. Her fremtog han sin Dolk, afskar Topvanten, kastede med sine Stene paa Mandskabet, der, for at undgaa hans Kast, gik ned i Rummet, og blæste saa i sin Pibe til Tegn for sine Folk. Disse kom til, tilspigrede Lugerne og tog saaledes Røverne tilfange.
