hadt. Den ansaaes stridende imod Norges Høihedsret over Ishavet og ledede desuden til Formindskelse af Sundtolden. Allerede da Englænderne nogle og tyve Aar tidligere havde aabnet den samme Fart og ved samme Leilighed givet Nordcap det Navn, Forbjerget senere har beholdt, havde Kongen forsøgt at forbyde denne Seilads.
Lucas Debes, som i 1673 udgav en saare fornøielig Beskrivelse over Færøerne, hvor han var Prest og Rektor, har opbevaret flere Sagn om Magnus’s Eventyr i disse Aar, af hvilke vi her gjengive nogle.
Engang hændte det sig saaledes, at en bekjendt Sørøver med et velrustet Skib kom ind under Norge og kastede Anker ved „Valdhou.“ Magnus laa i en Havn ikke langt borte. Han fik høre om Sørøverens Ankomst, men mærkede tillige, at denne var ham langt overlegen i Stridskræfter. Han greb da til en List, iførte sig Bondeklæder og drog om Aftenen ud i en Baad som for at fiske, men skjulte under Snøret og Toften endeel Spiger, Bly, Leer samt Fyrtøi, Støbeskeer samt m. m. Han fiskede nu en heel Deel Fisk, roede saa hen til Sørøveren for at sælge sin Fangst, anstillede sig som en taabelig Person og lod sig af Mandskabet behandle som en Nar. Med Lethed fik han saaledes Lov til at binde sin Baad fast til Skibet for at overnatte der. Ingen fattede Mistanke til „Prakkeren.“ Men da Sørøverne havde lagt sig til at sove, listede Magnus sig op, spigrede Roret fast, slog Ild, smeltede sit Bly og gjød det tilligemed
