Engang blev han dog ogsaa selv fangen, medens
han laa i en Havn paa en af Færøerne og drak med
sine vilde Staldbrødre. To Fribytterskibe overraskede
ham da, og han blev greben. En Røver spurgte ham
da, hvorledes han nu var tilfreds. „Dersom jeg
havde saadan Magt over dig, som du nu har over mig“,
svarede Magnus, „da skulde du dø den værste Død,
jeg kunde give dig.“ Dette modige Svar gjorde et saa
sterkt Indtryk, at man slap ham løs mod det Løfte,
at han aldrig skulde angribe disse to Skibe. Dog det
Løfte glemte han, og han gav sig ikke, førend han
havde ødelagt dem begge.
Magnus’s Mandskab bestod naturligviis af det værste og mest fordærvede Udskud, ei alene af Norges, men ogsaa af Nabolandenes Søfolk. Engang besluttede disse forsorne Krabater at dræbe sin Kapitain for selv at bemægtige sig Skibet og drive Sørøveri. Men han kom underveir med deres Forsæt, fældede med egen Haand tretten Mand og satte derved saadan Skræk i de øvrige, at de sloge saadanne Planer af Tankerne.
Magnus Heinessøn bidrog altsaa kraftigt til at rense Søen for Fribyttere, men han og hans Mandskab opførte sig ogsaa tidt saaledes mod Nordmænd og Fæ- ringer, at disse ogsaa fik Anledning til at bede Gud bevare sig fra sine Venner. Færingerne syntes ogsaa, at det mindre var deres Øer, end de norske Kyster, som nød godt af hans Virksomhed, thi det var fordetmeste under Norge, at han opsnappede Røverskibe og solgte sit Bytte. Men værst løde Klagerne over
