ytrede i 1815 paa selve Storthinget i Anledning af Diæterne, „at man maatte vogte sig for at sætte Staten i for stor Bekostning da Folket ellers let kunde finde denne Regjeringsform for kostbar og igjen ønske sig Enevoldsmagten“. Det er sandt, at det i 1814 først og fremst gjaldt noget mere end den konstitutionelle Frihed, thi det gjaldt den nationale Selvstændighed, men saa maa man ogsaa huske, at Forsvaret af den sidste kostede mere end nogle Diæter, at Foreningens Fordele vare store, at Carl Johan var en Personlighed, der uvilkaarlig indtog, naar man lærte ham at kjende, og at han ikke kom for at undertvinge Folket, men allerede længe før Kielerfreden havde været fuldt bestemt paa at indrømme det Rettigheder, som det allerede havde kjendt under den forrige Forening. Medens Sars, saalænge det gjelder Norge, fra sit ophøiede Standpunkt ganske overser alle prosaiske og økonomiske Hensyn, har han — og dette er ligefrem morsomt — strax Øie for deres Betydning, naar det gjelder Sverige. Ikke alene udfinder han, at den svenske Hær (som just havde været med i Tydskland mod Napoleon) „neppe var mere krigsvant, end den norske“, men han fortæller endog, at Sverige „savnede Penge“. Alene Nordmænd kunne nemlig føre Krig uden Penge! Enhver ved dog, for at tale alvorligt, at Sverige havde Kredit, men Norge ikke. Endnu flere Aar efter 1814 var det, som bekjendt, yderst vanskeligt at skaffe Norge et lidet Statslaan, og Grev Wedel maatte i den Anledning finde sig i Afslag hos den ene Pengejøde efter den anden, tildels endog taale deres spydige Hentydninger til Grundlovens § 2. Sars fortæller os videre, at „Europas legitime Fyrstehuse saa med Uvillie paa Carl Johan og ønskede at faa ham styrtet“. Historien derimod fortæller, at fire Stormagter sendte Gesanter til Norge for paa det eftertrykkeligste at formane Christian Frederik til at trække sig tilbage og Nordmændene til at nedlægge Vaaben og modtage Carl Johan. Men sæt for et Øieblik, at de „legitime Fyrstehuse“ havde villet bryde alle sine Løfter til Sverige og dets Kronprinds, hvad saa?
