Rimeligvis vilde de, just som „legitime Fyrstehuse“, have gjengivet Norge til dets gamle Konge, Frederik den sjette, men i ethvert Fald vilde Norges demokratiske Grundlov være bleven kasseret, om den hellige Alliances Hovedmagter for Alvor havde kommet til at gribe ind i Norges Anliggender.
Prof. Sars’s Skrift afsluttes med nogle Pennestrøg om vor politiske Udvikling efter 1814. Han har bestridt eller søgt at bortræsonnere Embedsmændenes Fortjenester af Grundlovens Tilblivelse, men maa dog her indrømme, at det var dem, der bevirkede, at Forfatningen ikke kom til at undergaa de Forandringer, som dels dens „Fader“, Christian Magnus Falsen, dels Kong Carl Johan havde bragt i Forslag. Kongens Grundlovsforslag benævnes „Stormløb“, uden at der dog gjøres mindste Forsøg paa at paavise, at nogetsomhelst ukonstitutionelt Middel blev anvendt for at gjennemføre dem. Forf. glemmer ogsaa at oplyse, hvilke Benævnelser de Attentater paa at forandre vor Forfatning og Statsskik kunde fortjene, som for Øieblikket gjøres fra den radikale Side. Som man kunde vente, har han under sin Omtale heller ikke et Ord om den Fare, hvorfor Selvstændigheden var udsat i Aaret 1821, hvis ikke netop Kong Carl Johan havde gjort alt, hvad der stod i hans Magt, for at afværge den og til vor Lykke været heldig i disse sine Bestræbelser. Enhver, der kjender en Smule til vor nyere Historie, ved dog, hvorhen det sandsynligvis vilde have ført, hvis ikke Storthinget i det nævnte Aar ved Kongens Forestillinger omsider havde ladet sig overbevise om, at ikke alene Ære og Pligt, men Hensyn til selve Statens Bestaaen bød det at bevilge det forholdsvis ringe Beløb, hvortil Statsraad Holsts kloge Underhandlinger havde faaet Norges Andel af den danske Statsgjeld reduceret.
Paa sidste Side pranger Johan Sverdrup som den norske Bondestands Mand. Historien vil neppe komme til at betegne ham saaledes, der har havt saa stor en Andel i den tragikomiske Afslutning af „Bondeforgudelsens“ Saga, som vi i disse Dage have oplevet.
