Side:Ludvig Daae - Om J. E. Sars's Skrift Historisk Indledning til Grundloven.djvu/43

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Ydelser bleve tildels kun mulige ved den indbringende, af Sars ikke nævnte Licencefart. For det andet tager Sars betydelig feil, naar han fortæller, at Subskriptionen til Universitetet var saa rigelig, „at det, man bad Landssaderen om, tilsidst kun var at tillade Nordmændene at oprette et Universitet af egne Midler“. Tvertimod, de subskriberede Midler vare vel i og for sig selv, især for Østlandets Vedkommende, meget respektable, men ingenlunde tilstrækkelige, og der maatte strax Tilskud til ogsaa fra Statens Side. Alene Sorø Akademi ydede her hele 50,000 Spd., vel at mærke ikke i slette Papirpenge, men i rede Sølv. Den indkomne norske Subskription, der omsider blev anvendt som et Bidrag til Opførelsen af Universitetets nuværende Bygninger, udgjorde tilsammen 75,773 Sølvspecier. For det tredie var den Mand, som mere end nogen anden kan siges at have skaffet Norge Universitetet, ingen anden end den af Sars helst glemte Grev Herman Wedel-Jarlsberg. Regjeringen havde villet afspise Norge med en saakaldet „akademisk Læreanstalt for Ustuderede“, der skulde sættes i Forbindelse med Bergseminariet paa Kongsberg, men Greven satte igjennem, at Landet fik et virkeligt Universitet i Christiania.

Man skulde, mener Sars, ikke have antaget Konventionen i Moss. Man skulde have kjæmpet med Svensken til sidste Mand. „En Krig, hvori alle Samfundsklasser havde taget lige Del“, vilde være bleven det „bedste Foreningsbaand mellem de to Samfund, hvori Folket var delt“ osv. „Frihedens og Selvstændighedens ydre Form vilde være blevet bedre“, det vil formodentlig sige, at den i hans Tanker skadelige Forening med Sverige skulde være undgaaet. Idet Sars skal beregne en saadan Krigs rimelige Udfald, tager han, som man af det ovenstaaende kan slutte, ikke meget Hensyn til Norges udtømte og hjelpeløse Tilstand. „Folkets Offervillighed“ havde, mener han, jevnet alle saadanne Vanskeligheder. Han glemmer, hvor liden Pris „Folket“ i de første Aar endnu satte paa Friheden. Endog Ole Haagenstad, den af Henrik Wergeland saa lovpriste Bondehøvding,