Hele Norges nyere politiske Udvikling daterer altsaa Professor Sars fra en enthusiastisk Opmærksomhed, en „Forgudelse“, for hvilken vore Bønder skulle være blevne Gjenstand i Christian den syvendes Dage. Denne Stemning skal efter hans Mening have holdt sig gjennem den følgende Tid. Den skal have bevirket, at Eidsvoldsgrundloven nedlagde en saa stor Magt i Bøndernes Hænder.
Den Begeistring, hvorom her er Tale, var dog kun et Modesværmeri af en følsom, æsthetisk Natur, og derfor hverken dyb eller varig. Hvad man „forgudede“ var et uklart Ideal af „Klippelandet“ og dets „ufordærvede“, „troskyldige“ Sønner, hvem ingen faldt paa at tildele nogen Rolle udenfor deres egne „paradisiske“ Dale. Disse Følelser have efterladt sig et karakteristisk Mindesmærke i Fredensborg Slotshave, hvor man i „Nordmandsdalen“ endnu ser et lidet ethnografisk Museum af Bønder i saakaldet Nationaldragt fra Norges forskjellige Egne, ligesom ogsaa Thomas Thaarup i „Høstgildet“ har faaet anbragt en Nordmand, hvem han lader tale i Dialekt. Det er derimod en betydelig Overdrivelse, naar Sars fortæller os, at „man overalt hos norske og danske Forfattere fra de sidste Decennier af det attende Aarhundrede møder Lovprisning af Odelsretten og den norske Bondestand“.
Hvad for det første Odelsretten angaar, har den i Danmark som oftest været misforstaaet, endog af Juristerne, blandt dem af en Mand som Stampe, og vi kunne derhos, om det forlanges, tjene Professor Sars med en temmelig lang Liste baade af Forfattere, som have skrevet imod den, og af sagkyndige Mænd, der have arbeidet paa dens Ophævelse. Alle-
