blevet en Ærens effeta, maatte indføres udenfra gjennem et langt og haardt Arbeide og først efter Menneskealdre vare istand til at yde hjemlige Frugter.
Idet han undervurderer eller helt ud glemmer de elementære Sandheder, som vi her og tidligere have maattet bringe i Erindring, vender Sars ensidig Blikket mod Almuen Betingelserne for vor Selvstændighed ere i hans Tanker at søge hos denne. Det er sandt, at konstitutionelt Statsliv kræver vigtige Forudsætninger hos Bønderne og det fornemmelig i de tre nordiske Riger (som bekjendt næsten de eneste, hvor Bonden spiller nogen virkelig politisk Rolle). Intet er vissere, end at det er en Hovedfaktor i vor Historie, at Bønderne hos os til Gjengjæld for (men rigtignok ogsaa paa Grund af) sin Jords Fattigdom bevarede den personlige Frihed og tildels ogsaa den Selveiendom, som de i de, fleste andre Lande havde tabt. Sars vilde derfor være i sin gode Ret, ifald han havde nøiet sig med at kræve denne Kjendsgjerning taget i tilbørlig Betragtning. Men han gaar meget videre. Endnu høiere end Bondefriheden selv synes han at anslaa den Begeistring, som denne vakte, dengang da man først ret blev opmærksom paa, at den var til. Som bekjendt bleve de norske Bønder, i hvem man tidligere neppe havde seet stort mere end en Almue, der kunde beskattes og udskrives, i forrige Aarhundrede Gjenstand for høirøstet Enthusiasme og Hyldest, fordi man i hin af Rousseau stærkt paavirkede Tid mellem Norges Fjelde mente at finde de frie, uskyldige og lykkelige Naturens Børn, som man ellers forgjæves maatte lede efter, og som mindst lod sig opdage i Danmark, hvor Bonden var ufri. Denne Begeistring for „de gjæve Odelsbønder, Arvtagerne efter det prude Sagaold“, anser Sars for „Sjelen i vor politiske Historie ligefra da og til denne Dag“. Andre have som bekjendt kaldt denne Begeistring en Bondeforgudelse. Sars optager selv dette Udtryk.
