Side:Ludvig Daae - Om J. E. Sars's Skrift Historisk Indledning til Grundloven.djvu/37

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

rede før 1771 var der indhentet Erklæringer om, hvorvidt Odelsretten skulde bibeholdes, og af disse gik Halvparten ud paa at forlange den afskaffet. Sars kan ikke være uvidende om, at det var Nordmanden Christian Colbjørnsen, der forfattede Forordningen af 5te April 1811, hvorved Odelsrettens fuldkomne Ophævelse skulde forberedes, og at J. Chr. Berg, hvem endnu ingen har beskyldt for Mangel paa Patriotisme, ikke stod alene, naar han omtrent samtidig skrev, at „Odelsretten skader Jordbrugets Opkomst, befordrer Skovenes Ruin, nærer privat Had og Avind, fremmer Immoralitet, kort afstedkommer sligt Onde, som slet Politik ikke alene mægtede“. Sibbern udtaler derfor i sin Dagbog med fuld Føie sin Forundring over, at Odelsretten fik saamange Venner paa Eidsvold, ligesom Nicolai Wergeland i sine „Fortrolige Breve“ omtaler saadanne Ytringen som at „man har hørt Odelsretten her i Rigsforsamlingen kaldes den forhadte Landeplage for det norske Folk.“

Heller ikke er den ovenomtalte Enthusiasme for Norges Bønder i den Grad fremtrædende i Literaturen, som Sars paastaar. Af danske Forfattere fremhæver han selv Tyge Rothe, hvem han i den Anledning udnævner til „Danmarks maaske mest agtede Tænker og Videnskabsmand“[1] paa sin Tid. Rothe havde imidlertid, saavidt os bekjendt, aldrig seet Norge for sine Øine og kjendte altsaa egentlig intet til dets Bønder,

  1. Videnskabens Dom om Tyge Rothe pleier som bekjendt være en ganske anden og har fundet et Udtryk hos N. M. Petersen, der (Bidrag til den danske Literaturs Historie, 2den udg. V. 2, S. 3) kalder ham „en affekteret, forskruet Skribent, hvis Skrifter i Længden ingen kan holde ud at læse, som ogsaa den Gang faa læste og nu ingen“. — I sine bindstærke historiske Verker, hvilke dog af Historikerne ikke anerkjendes som Historie, men, saaledes som hos N. M. Petersen, anvises Plads mellem „filosofisk“ Ræsonnement, gik forøvrigt ogsaa Rothe ud fra „Hypotheser“, og, som hans lærde Samtidige, Abraham Kall, sagde, „lempede han sine Resultater efter de forudfattede Meninger, han vilde finde Hjemmel for i Kilderne“.