Styrke vendte allerede 1742 hjem uden en eneste Gang at have været i Ilden. Disse Subsidietraktater havde forøvrigt paa den Tid en Foranledning, der lader en fordomsfri Betragter bedømme dem meget mildere. De vare nemlig ingenlunde fremkaldte blot eller endog væsentligt for at indbringe Kongen Penge, men derimod for gjennem Alliansen med vedkommende Magter at bevare Slesvig for Danmark.
Vi kunne forresten paa dette Punkt ikke tilbageholde en Sammenligning med samtidige Forhold i Sverige. I dette Rige herskede jo en Forfatning, der var Danmark-Norges saa ulig, som vel muligt, det var „Frihedstidens“ Dage. Her var det ikke, som hos os, en enevældig Konge, der herskede, nei, det var Rigets »maktegande« Stænder. Disse gik en Smule videre end til at udleie Landets Militærstyrke i fremmed Tjeneste. Folkets Repræsentanter udleiede eller solgte her sine egne Personer, sin Ære og sin Samvittighed for Penge til Udlandets Interesser. Omtrent paa samme Tid, som de nysnævnte uskyldige Udrykninger fandt Sted fra Danmark til Hannover, kunde den engelske Gesandt i Stockholm skrive hjem til London: „9000 Pund Sterling ere nødvendige til at bekoste Valgene til Preste- og Borgerstanden, og Russerne ville betale det halve“, — „om vi nu, efterat 4000 Pund ere anviste til vore Bekostninger ved Rigsdagen, kunde faa en for os brugelig Landmarskalk og faa Pluralitet i Sekreta Utstkottet, saa bliver det en smal Sag for os og Rusland at bestemme Thronfølgen“, — „den franske Indflydelse stiger, Rusland bør betale mere“, — „de Rigsdagsmænd, jeg har at føde, ere mig dyre; man tror, vi have paa vor Side ⅝ af Presterne, Borgerne og Bønderne og omtrent den halve Adel, — „Talemanden i Bondestanden[1] lover at blive vor mod 100 Dukater, Fordringerne stige“, — „to Adelsmænd have tilbudt sig for 100 Pund at meddele
- ↑ Dette var dengang den noksom bekjendte Blekingebonde Olaf Håkansson, der stundom, for at bruge Malmstrøms Ord, „med fullkomlig opartiskhet tog penningar af både Englands och Frankrikes sändebud“.
