havde et privilegeret Marked i Danmark. Selvfølgelig undlader ikke Sars at omtale som „Regjereri“, at Styrelsen greb ind paa Næringsdriftens og de økonomiske Interessers Omraade; „Handelsmænd og Fabrikanter vænnedes til at haabe alt, ikke af egen Driftighed, men af Regjeringens Omsorg eller Gunst“. Dette er sandt nok, men det var aldeles ikke særegent for den danske Regjering, det var tvertimod en almindelig Feil i Samtiden, der hidrørte fra skjæve statsøkonomiske Begreber. Allermindst var det en Følge af Enevoldsmagten; thi vi gjenfinde ganske det samme i endnu større Udstrækning i det dengang halvrepublikanske Sverige. Ogsaa her optraadte det ved Rigsdagen herskende Parti paa samme Maade. Man gjorde den svenske Rigsbank til Laangiver for industrielle Anlæg, ja man lod Fabriker og Manufakturer ligefrem drive for Bankens Regning, hvoraf Følgen blev den, at Banken ikke kunde opfylde sine Forpligtelser og Pengevæsenet kom i Uorden.
Til sit Vrængebillede af Christian den sjettes Historie føier Sars ogsaa nogle for hans Skrift karakteristiske Bemærkninger om de Hjælpetropper, som denne Konge overlod i fremmed Krigstjeneste. Han fortæller os nemlig, at deriblandt var „mange Nordmænd, hvis Blod ofredes for en Sag, der ikke vedkom deres Fædreland i mindste Maade“. Sandheden er imidlertid for det første, at der ved disse Leiligheder ikke var Nordmænd med, endsige „mange Nordmænd“, og for det andet, at der næsten ikke „ofredes Blod“ i disse Felttog. I 1734 udsendtes 6000 Mand, lutter danske og holstenske Regimenter, der ifølge Christian den sjettes Forbund med Carl den sjette af Østerrige og Anna Ivanowna af Rusland skulde deltage i et Felttog ved Rhinen mod Frankrige. Men der blev næsten intet af den hele Krig paa denne Skueplads, og Tropperne vendte hjem efter ubetydelige Forpostfegtninger. Senere havde Kongen sluttet en Traktat med, Georg den anden af England, der 1741 medførte en Udrykning, atter 6000 Mand, Danske, Slesvigere og Oldenburgere. Hensigten var, at de skulde beskytte Hannover, men den hele
