mig alt, hvad der forefalder paa Riddarhuset, og jeg har allerede givet hver af dem noget paa Haanden og en ny Klædning“, — „Rigsdagsmændene tilhøre den høistbydende, ligesom vi kjøbe Kreaturer paa Smithsield“ osv. Man vil se, at det idetmindste ikke var bedre i det „frie“ Broderrige.
Frederik den femtes Synder ere bekjendte nok, men for en Historiker af Sars’s Anseelse passer det kun lidet, i et Skrift som dette, at røre ved.skandaløse Enkeltheder. Ved Frederik den femtes Udsvævelser er der nemlig den overmaade vigtige Omstændighed, at han aldrig gav sine Elskerinder eller Svirebrødre Indflydelse i Statssager. Derfor vedkommer da ogsaa hans Forhold til dem kun lidet Historien, der ganske vist maa indrømme Friller som Pompadour og Dubarrh, Jomfru Moth og Frøken Taube en Plads i sine Aarbøger, men dog, hvor det kommer an paa alvorlige Betragtninger, afholder sig fra at optage nogen Statistik over ordinære Mætresser og Drikkelag. Allermindst høre disse hjemme i en Indledning til Norges Grundlov. Med Christian den syvendes Regjering ere vi komne ind i Enevældets sørgeligste Tid, og de Farer, hvorfor han udsatte Staten, vare ganske vist ikke mindre end de, der kunne blive Følgen af et raaddent Demokratis Udskeielser. Heldigvis varede det dog ikke længe, inden denne Konge faktisk fjernedes fra enhver Befatning med Regjeringen, og i hans senere Aar var denne tildels i Hænderne paa Mænd, om hvem det med Rette er blevet sagt, at „de viste liberalere Tendenser, end det norske Storthing i de første Aar efter 1814“.
Har end Enevoldsperioden, dens Konger og dens Regjering i det Hele liden Fordring paa vor Beundring, har den dog et uafviseligt Krav paa en retfærdig Bedømmelse.
