ophæves. «Og efterdi de Medhjælpere ikkun graverer Almuen med Beskatning og Andet, bør de at afskaffes og tilholdes at gjøre rigtig Regnskab for, hvis de til des i Afsoning oppebaaret haver«. Formodentlig have altsaa Medhjælperne ved Trusler om at anmelde alskens Smaaforseelser misbrugt sin Stilling til at udsuge Almuen[1].
De lærde Skolers Rektorer, Konrektorer og Hørere samt Lectores theologiae i Stiftsstæderne[2] henregnedes fordum til Geistligheden. Der kunde derfor Intet være til Hinder for her at sammenstille Lovbestemmelser og andre Kilder til Kundskab om disse Embedsmænds Beskikkelsesmaade. Naar jeg alligevel undlader dette, sker det, fordi disse Embeder, forsaavidt de fremdeles bestaa, forlængst have ophørt at staa i det nære Forhold til Kirken og dens Tjenere, som tidligere.
- ↑ Saml. til N. F. Sprog og Hist. III. S. 44l. T. H. Aschehoug, Statsforf. i Norge og Danm. S. 599.
- ↑ Lektoraterne, engang vigtige Embeder, nedsank fra den Tid af, da akademiske Studier paabødes som ueftergivelig Betingelse for at opnaa geistlig Ansættelse, til en Art Sinekurer fornemmelig for gamle Rektorer eller begunstigede Theologer. De afskaffedes som overflødige henimod Midten af det attende Aarhundrede. Den sidste Lektor i Norge var den elegante latinske Digter Edvard Londemand, (adlet de Rosenkrone) i Bergen, der døde som titulær Biskop 1749.
