Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/97

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
93

Subjekter[1] Senere, da Menighedsvalget bortfaldt, overgik Beskikkelsen af Degne til Biskoppen. De skulde ifølge N. L. 2–15–1 egentlig altid være Studenter, og i det attende Aarhundrede besattes virkelig Klokkerposterne i Byerne og i de rigeste østlandske Landsbygder meget hyppig med akademiske Borgere. I Bergens Stift havde Præsterne henimod Midten af forrige Aarhundrede paa flere Steder taget sig den Frihed, at lade Degneposterne staa ubesatte og selv tage Indtægterne mod at lade en Bonde forrette i Chordøren, et Uvæsen, som hævedes af Erik Pontoppidan.

Medhjælper-Institutionen hidrører, som allerede i et tidligere Afsnit bemærket, fra 1629, og Medhjælperne bleve lige fra Begyndelsen af beskikkede af Lehnsherren og Biskoppen. Det er ellers mærkeligt, i hvor ringe Grad disse blandt Almuens egen Midte udvalgte Bestillingsmænd have – idetmindste i Begyndelsen – formaaet at vinde Tillid og Agtelse. Det viser sig nemlig, at man i den Grad var misfornøiet med dem, at der under Stændermødet i 1643 fremkom et Forslag, der tiltraadtes af Statholderen, om, at den hele Institution skulde

  1. Bispen i Oslo, Mag. Nils Glostrup, skriver 1620 til Kongens Kantsler i Danmark: «Degnene her udi Stiftet have hverken Residens eller Degnebolig, som dennem burde efter Ordinantsen, ikke heller Besolding, de dennem til Livsophold kunde med behjælpe, hvorudover man Bønder, Skræddere, Skomagere og andre saadanne ulærde Folk til saadan Tjeneste maa acceptere«.