Denne siden er ikke korrekturlest
89
Sjettedel af Tienden og en Fjerdedel af Accidentserne, hvorimod Kapellanen skulde blive staaende i syv Aar. Reskriptet af 1745 bestemte, at Sognepræsten ikke, som hidtil, selv skulde kalde Kapellanen, men foreslaa idetmindste to Kandidater, da man var kommen til Kundskab om, at Sognepræsten misbrugte den lette Adgang, der formedelst Kandidaternes Mængde stod ham aaben til at faa Kapellan paa altfor ringe Vilkaar, og derfor lod Kapellanen indgaa paa hemmelige Akkorder (f. Ex. om Giftermaal med en af Husets Døtre) o. desl. Vist er det, at Bestemmelserne om Kapellanens Andel i Tienden og Accidentserne kun kom til at staa paa Papiret[1].
- ↑ I Kirkeinspektions-Kollegiets Archiv findes under 1755 en Forestilling om Kapellanernes Vilkaar fra Nils Christian Clausen (født i Christiania 1724, dengang pers. Kapellan til østre Moland i Christianssands Stift, senere Dr. theol. og Sognepræst i Fredericia († 1794), i sin Tid bekjendt som Forfatter, bl. A. af en «Undersøgning, om Amerikas Opdagelse har mere skadet eller gavnet det menneskelige Kjøn»). Denne Clausens Forestilling skildrer Forholdet mellem personelle Kapellaner og Sognepræster som saa misligt, at der sagtens hos ham maa være megen Overdrivelse tilstede. «Det var blevet til et Ordsprog: at forliges som Sognepræst og Kapellan«. – «En almindelig Materie til forargelig Splid og Uenighed mellem Sognepræst og Kapellan er Indkomsterne; de allerfleste Kapellaner nyde kun en ringe Del, og derfor
