dig stillede Kapellan som sin personlige Medhjælper; de maatte da desforuden holde sig en Huskapellan; hvor der før høist havde været to, blev der paa den Maade jævnlig tre Præster. Det ansaaes derfor som et stort Held, naar man kunde blive «befriet« for residerende Kapellan, og Ansøgninger herom forekomme ei sjelden. De indvilgedes stundom ogsaa for visse Tidsrum, navnlig naar en Sognepræst havde taget Afsked og Eftermanden klagede over, at han ei paa een Gang kunde svare Pension til denne og Løn til den residerende Kapellan. Heller ikke var Sognepræsten altid fornøiet med, at en Gaard af Mensalgodset skulde afgives bygselfrit til Kapellanen.
Omtrent ved Aarhundredskiftet, da Rationalismen gjorde sin Indflydelse stærkt gjældende, inddroges igjen flere residerende Kapellanier, da man troede at gavne «Oplysningen« mere ved at lade disses Løn gaa ind i Skolekassen. Fordetmeste ere Kapellanierne i vor Tid atter gjenoptagne, hvor Kaldene ikke ere blevne delte.
Med Hensyn til de personelle Kapellaner søgte Forordn. af 9de Jan. 17 28 samt Reskripterne af i 23de Dec. 1729 og lode April 1745 at raade Bod paa flere med Hensyn til dem herskende Misligheder. Der klagedes dels over, at Sognepræsterne lønnede dem altfor slet, dels over, at Kapellanen kun antog Tjenesten for kort efter at forlade den og begive sig til Kjøbenhavn som Sollicitant, «ligesom den geistlige Dragt kunde gjøre ham dertil fremfor Andre meriteret«. Ved Forordn. af 17 28 fastsattes nu, at Sognepræsten skulde give sin bersonelle Kapellan en
