intendenten dermed besværede, thi først vil denne Forlovede vorde igjen forsørget, dernæst naar bedre Tid vorder, kommer den Anden igjen og begjærer Capellan; derfor ville vi dermed saa holdet have, at hvo som haver Capellan i den gode Tid, skal beholde og føde hannem i den dyre Tid eller siden miste Capellan.»
I Christian den Sjettes Tid blev, som ovenfor antydet, Reformer gjennemførte ogsaa i disse Forhold. Reskriptet af 2den Marts 1742 anordnede dels, at saadanne Sogns, der hidtil vare betjente af «Residenter«, nu skulde gaa over til særegne Sognekald, dels fastsattes.l at i de Kald, hvori der efter Bispernes Erklæring fra Arilds Tid stedse havde været personelle Kapellaner, skulde disse Kapellaner herefter kaldes residerende Kapellaner. Disse Embedsmænd, som altsaa skulde virke i de samme Sogne, som sognepræsten selv, skulde herefter kaldes af Kongen eller af Patronen, hvor en saadan gaves, ikke, som hidtil, af Sognepræsten. For hvert Kald fastsattes særskilt den aarlige Løn, den residerende Kapellan skulde nyde af Sognekaldet,
I Akershus Stift berørtes 39 Kald af dette Reskript, idet de enten befaledes delte eller forsynede med residerende istedetfor personel Kapellan, i Christianssands Stift 10 Kald, i Bergens 14, i Throndhjems 5. I det sidstnævnte Stift havde allerede kort i Forveien mange Delinger fundet Sted.
Sognepræsterne vare mangesteds misfornøiede med denne nye Orden, thi naar de bleve gamle og svagelige, kunde de ikke benytte den mere selvstæn-
