i Ørkesløshed og vellyst og dog optage al Renten«, og skjønt sammesteds var paabudt, at «vidt begrebne» Kald, hvor Annexerne vare mange, skulde deles, vedblev dog og det med god Grund den gamle Skik, at Sognepræsterne i store Kald stadig, uanseet deres Alder, holdt sine Huskapellaner. Ogsaa disse kaldtes af Sognepræsten selv og præsenteredes for Menigheden forinden Ordinationen. Deres Løn var derimod i ældre Tid indtil Christian den Femtes Lov ikke fast bestemt, beroede altsaa paa Overenskomst. Det Sædvanlige var, at den personelle Kapellan var ugift og som «Hus-Kapellan« boede hos sin Sognepræst og fik foruden frit Ophold en liden Løn, almindeligvis 12 Rigsdaler og en Støvlehud om Aaret; hertil kom dog vistnok snart en Offerdag af Menigheden. Kapellanen forpligtedes ved Ansættelsen til at afholde sig fra «al Modvillighed mod Sognepræstens Husgesinde« samt lovede ikke enden dennes Vidende at gifte sig ind i hans Hus og Brod, men holde sig tugtelig udi Enlighed, til Gud hannem et andet Stykke Brød beskjærer«[1]. Ordinantsen af 1607 indeholder en Bestemmelse til Huskapellaners Beskyttelse, der er ret charakteristisk for Datidens Forhold. Det heder nemlig her: «Den Letfærdighed maa heller ikke tilstedes, som somme hertil brugt haver, at naar det er dyr Tid, da give de deres fattige Kapellaner Forlov og faa dennem Høkragen i Munden, saa vorder først Vi (Kongen) og Super-
- ↑ Se det i forrige Note citerede Manuskritp, hvor ogsaa Formular til Huskapellaners Kaldsbrev findes.
