siderende Kapellani var ledigt, lod dog Sognepræsten den, han ønskede til Tjenesten, holde Prøveprædiken for Menigheden, som en Art Præsentation for denne. Derpaa sendtes Vedkommende, om han ikke var ordineret, til Superintendenten for at underkaste sig Bispeexamen og modtage Ordination. I det Kaldsbrev, Sognepræsten udstedte til sin Resident[1], lovede han denne ikke at «forstøde ham i dyr Tid», medens Kapellanen forpligtede sig til i sit Sogn eller sine Sogne «ikke at drage Bøndernes Hjerter eller Sognepræstens Rettigheder fra denne«, derhos «uden al Modsigelse at komme Sognepræsten i andre Kaldsbestillinger tilhjelp«, om det forlangtes, samt endelig «in summa sig som en Søn imod sin Fader i alle Maader at forholde«. Det faktiske Forhold med saadanne Kapellanier var dog vistnok dette, at Kapellanen lod Sognepræsten opkræve Landskyld og Tiende og forøvrigt Lidet havde med ham at gjøre.
Dernæst komme vi til «Huskapellanerne«, de egentlige Kapellaner pro persona, der antoges til at udføre Sognepræstens egen Forretninger, om han var sygelig eller af anden Grund behøvede Hjælp. Endskjønt den norske Kirkeordinants af 1607 strengt forbyder «en Sognepræst, der er ung og karsk«, at holde Kapellan «for at skyde Arbeidet af sig paa en anden fattig Mand, hvilken han kan give en ringe Ting for al Tjenesten og Umagen», for «selv at leve
- ↑ En almindelig Formular for saadanne findes i Afskrift paa det st. kgl. Bibl. (Kallske Saml. 472. 4).
