Side:Ludvig Daae - Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
83


VII.
Kapellaner.

Kapellaniernes Oprindelse er ogsaa hos os ældre end den lutherske Reformation. I deres Historie efter denne er 1742 Mærkeaaret, thi i dette Aar fastsattes og ordnedes ved Reskriptet af 2den Marts den endnu raadende Forskjel mellem residerende og personelle Kapellaner. Tidligere havde adskillig Uklarhed fundet Sted i dette Forhold hvilket tildels endog havde været forskjelligt i de enkelte Stifter.

Ved Kirkerne i Stiftsstæderne vare saaledes gjerne fra gammel Tid af ansatte Diaconi eller residerende Kapellaner, der stundom (idetmindste ved Domkirken og Frue Kirke i Throndhjem) endog vare Medlemmer af Domkapitlet og kaldtes paa samme Maade som Sognepræsterne.

Paa Landet, navnlig i Throndhjems, tildels ogsaa i Akershus Stift, gaves derhos en stor Del Kald, i hvilke et eller flere Annexer laa saa langt borte fra Hovedkirken, at Sognepræsten ei let kunde besøge dem. Her vare da ansatte «Residenter» eller Kapellaner, der besørgede alle Forretninger i disse Annexer, men aldeles Intet havde med de øvrige Sogne at bestille, og hvis Stilling minder stærkt om de i et foregaaende Afsnit omtalte residerende Pastorer eller Vicepastorer, der bestyrede Præbendekald. Stundom finder man dem ogsaa ligefrem kaldte Vicepastorer. For Throndhjems Stifts