som i Jarlsbergs. Ved Grevskabets Salg 1805 vedblev Greven at være Kirkeeier og Kirkepatron, sandsynligvis indtil 1814.
c) Til Kvindherreds Sognekald havde Baroniet Rosendals Besidder Kaldsret.
d) Til Gjerpens Kald fik Cort Adeler Kaldsret 1673. Hans Familie beholdt den til 1735, hvorpaa den tilligemed Kirken gik over til Eierne af Fossums Jernværk.
e) Til Skjebergs Kald fik Eierinden af Hafslund Kaldsret 1752; den fulgte senere Gaarden.
f) Gjerdrums Sognekald paa Romerike besattes omtrent i 100 Aar indtil 1797 af private Patroner[1].
Da Frederik den Fjerde solgte de norske Kirker, toges udtrykkelig Forbehold om, at Kaldsret ikke var indbefattet i Kjøbet.
I 1690 fastsattes, at Patronens Kaldsbrev skulde bekræftes af Kongen. I 1809 gik Kaldsretten over til Forslagsret, og ved Adelsloven af 1821 sattes endelig Patronatskaldene ganske paa lige Fod med Landets øvrige geistlige Embeder.
- ↑ Jfr. om disse Forhold fornemmelig J. Chr. Bergs Bidrag til Adelens Historie i Budstikken, 4de Aargang, S. 821–822.
