Som allerede ovenfor leilighedsvis bemærket, forekom Privates, navnlig Adeliges jus patronatus til geistlige Embeder meget hyppig i Danmark, temmelig sjelden derimod i Norge. Heller ikke kjendes for vort Lands Vedkommende Exempler paa den Simoni fra Patronernes Side, hvorover i Danmark saa ofte og saa bittert klagedes, og som der jævnlig foranledigede Undersøgelser og nødvendiggjorde forskjellige Forholdsregler fra Regjeringens Side.
Før Souverainitetens Indførelse kjender jeg kun to Spor til Adelsmænds Kaldsret i Norge, nemlig at den bekjendte Peder Iversen (Jernskjæg) til Fritsø sees at have kaldet Sognepræster til Stokke og til Hedrum, i hvilke Præstegjeld han besad Sædegaarde[1] samt at Hannibal Sehested i 1649 erholdt Patronatsret til adskillige Præstegjeld[2], hvad der dog ikke blev af nogen videre Betydning, da denne Mand i 1651 atter maatte opgive denne Ret, ligesom sine øvrige Rettigheder i Norge. Kirkeordinantsen af 1607 omtaler vistnok Adelige («Riddermænds-Mænd«) som Kirkepatroner, men udenat man kjender flere
